Det lader til, at hospitalerne i Ukraine godt kunne bruge en hjælpende hånd, efter at Rusland natten til torsdag invaderede landet.

I hvert fald tog organisationen 'Bevar Ukraine' fredag morgen kontakt til Aarhus Universitetshospital for at høre, om hospitalet akut kunne hjælpe dem med almindelige hospitalsdragter, operationsuniformer og tæpper, som de kunne sende mod Ukraine.

Det fortæller Michael Maagaard, der er specialkonsulent på hospitalets vaskeri 'MidtVask' til B.T.

»De ringede i går morges klokken ni og spurgte, om vi akut kunne hjælpe dem. Det var ting, som skulle rundt til hospitaler i Ukraine, « siger han.

Det ville vaskeriet meget gerne, og tre timer efter opkaldet ankom organisationen så til hospitalet med en sættevogn, som vaskeriets ansatte hurtigt fyldte op med aflagte uniformer og tæpper.

Alt sammen ting, som ikke lever op til de danske standarder, men som, ifølge Michael Maagaard, sagtens kan bruges.

»Det er brugte ting, som er kasserede efter de danske hospitalsstandarder, men som stadig har brugsværdi, og i en snæver vending kunne de også sagtens have været brugt i Danmark, men de falder under national standard,« forklarer Michael Maagaard.

Det er ikke første gang, at hospitalet hjælper Ukraine.

»Vi har haft et samarbejde med organsatioen siden 2013, og så kontakter de os mellem tre og syv gange om året, hvor vi så laster en lastbil med 20 til 25 paller af det, som de beder om,« siger han.

Hans formodning er dog, at efterspørgslen efter hospitalets hjælp nu bliver endnu større taget situationen i Ukraine i betragtning.

»Det er rart at kunne hjælpe, og vi forventer også at kigge endnu mere ind i det nu,« siger han.