»Jaja, en gevinst på 25 kroner, det behøver han vel ikke hidse sig op over!«

Sådan tænkte en ældre kvinde fra Gentofte nord for København, da hun for nylig gik i sit lokale supermarked for at få indløst en lottogevinst.

Præmien viste sig at være for stor til, at butikken kunne udbetale den, og det vakte stor begejstring hos den unge kasseekspedient.

Vinderen selv tog dog sagen med ophøjet ro.

»Men så sagde han, at ’nejnejnej, der er en gevinst på over 5.000 kroner!’ Og imens blev køen bare længere og længere, og alle syntes, at det var meget interessant.«

Hun var stadig lidt skeptisk, da hun tjekkede kuponen hos Danske Spil.

»Jeg tænkte, at hvis jeg var heldig, så var det måske 5.050 kroner. Tanken havde end ikke strejfet mig, at det kunne være en hel million. Men det var det. Eller rettere en million og 60 kroner,« fortæller hun og tilføjer:

»Jeg ville også have været glad for 60 kroner, og så en million og 60! Den havde jeg ikke lige set komme, så det var da herligt.«

Hun beskriver det at vinde som »en fed følelse« og en »varm og rar fornemmelse i maven.«

Pengene er kommet hendes børn til gode, og en del skal bruges på større projekter, der har trængt sig på gennem længere tid.

Men først og fremmest betyder gevinsten frihed og tryghed.

»Det giver en frihed, så man ikke behøver tænke så meget over tingene. Jeg har for eksempel kigget på en lampe, hvor jeg tænkte, ’ej, den er lidt dyr…’, men den gik jeg da bare ud og købte. Ellers er det så som så med det ekstravagante. Der ER jo også en dag i morgen, og det er jo svære tider, hvor sådan en million kroner giver en dejlig tryghed,« siger hun.