Det kan virke uoverskueligt at besøge den franske hovedstad for første gang. Vi guider til et besøg, hvor det ikke er tempoet, men byen i sig selv, der giver hjertebanken.

»Så længe jeg kan huske, har min mor sagt, at hendes største drøm var at komme til Paris.«

»Det skal du nok nå engang,« sagde vi børn, mens vi som først unge siden voksne drog mod Byernes By med kærester og koner. Vi kom begejstrede hjem og fortalte om kastanjetræerne på boulevarderne, om gåture ved Seinen, måltider på hyggelige restauranter, imponerende historiske bygninger og café-au-lait-pauser under de røde baldakiner på caféerne i latinerkvarteret.

Min mor lyttede til vores fortællinger – og drømte sig til Paris. Men som det ene år tog det andet, blev det ved det: Drømmerier.

Indtil i år. Min mor fyldte 75 år i april, og i den anledning skillingede familien sammen til en rejse til Paris til hende og min stedfar. Jeg tog med som guide, for jeg har været så heldig at have besøgt byen otte gange før og kender dennok til, at jeg kan bedømme, hvad man skal se, og hvor man skal tage hen, når man besøger byen første gang og gerne vil have en rigtig god fornemmelse af, hvad det er, der gør den franske hovedstad til noget helt særligt.

Paris kan virke helt uoverskuelig, for der er så mange steder, man har hørt om og gerne vil opleve, og hvis man ikke passer på, ender man med at jagte så meget rundt i byen, at man i virkeligheden aldrig får oplevet den.

Derfor handler det også i høj grad om at fravælge ting. Ikke mindst når man er oppe i årene og måske ikke er så mobil som tidligere.

Her er min guide til Paris-besøgende i alle aldre:

Transport i Paris

Det er et uromantisk sted at begynde, indrømmet, men transport spiller en meget stor rolle, når man er i Paris.

Byen er gigantisk, og der er ingen vej uden om at bevæge sig ned i metrosystemet –som også en del af Paris-oplevelsen. Punkt 1: Book gerne et hotel i nærheden af en metrostation på en af de centrale linjer. Vi boede således beskedent, men transportmæssigt fint, lige ved Pere Lachaise-stationen ved Boulevard de Ménilmontant og Avenue de la République. Her kan man tage M2 og M3, der bringer én til de vigtigste steder i en ruf. Punkt 2: Køb en rabatbillet; det kan virkelig svare sig. Vi købte tre-døgns-billetter til hele metro-systemet for 26,50 euro (ca. 200 kr.)

Nedgang til metrostation.
Nedgang til metrostation. Foto: Lars Johansen
Vis mere

De tre attraktioner, man SKAL se

1. Notre Dame: Paris’ katedral, der blev bygget mellem 1160-1345, er en skønhedsåbenbaring både udefra og indefra. Tag metroen til Hôtel de Ville (Paris’ flotte rådhus), kryds Seinen og spadser den korte tur hen til kirkens forplads. Gå ind og bliv imponeret over menneskets kreativitet. Både arkitektonisk og kunstnerisk. Stensøjlerne stræber op mod hvælvingerne, sollyset falder ind gennem de farvede glasmosaikker og bader kirkerummet i et overjordisk lys, og langs siderne er der det ene mesterlige maleri og billedhuggerarbejde efter det andet. Fordøj oplevelsen i det lille fine parkanlæg nede bag kirken.

2. Eiffeltårnet: Paris’ 324 m høje vartegn fra år 1900 ER bare imponerende. Hvis man vil op i det, er det en god idé at booke billetter online på forhånd, for køerne er dræbende. Tip: Fra Notre Dame kan man sejle til bl.a. Eiffeltårnet. Vælg én af de tourbåde, hvor man kan hoppe af og på, som man lyster. Pris for en dagsbillet med Batobus: 16 euro (ca. 125 kr.)

3.Triumfbuen: Tag metroen til George V lige ved Det Danske Hus på Champs-Élysées (så får man også set det). Herfra er der kun en kort gåtur til Napoleons triumfbue fra 1836. Brug tid på at beundre boulevarderne, der stråler ud fra Place de l’Étoile. I godt vejr kan man se danske von Spreckelsens nye triumfbue, Grande Arche, fra 1989 ude i La Defense.

Det romantiske Paris

Nu hvor de vigtigste attraktioner er oplevet, kan man koncentrere sig om det, der efter min mening er det vigtigste ved en tur til Paris – Paris selv.

Et af de bedste steder at opleve den romantiske stemning, som byen er så kendt for, er latinerkvarteret, der ligger ganske tæt på Notre Dame.

Tag metroen til St. Michel lige efter mørkets frembrud og bevæg jer så ud i de små, krogede gader, der snor sig ud fra Place St. Michel med kirken. Og jo, latinerkvarteret er på sin vis noget af en turistfælde med sine mange restauranter og caféer, men her er altså bare smadderhyggeligt med masser af glade unge mennesker, turister, der spiser pandekager med kastanjecreme, og boghandlere med gamle opslagsværker, der afspejler, at dette område i kraft af sin nærhed til bl.a. Sorbonne-universitetet og små lejligheder var et yndet sted for Paris’ studerende og intellektuelle. Sæt jer med en kop kaffe og kig på mennesker – og gå bagefter et smut forbi den smukt illuminerede Notre Dame.

Det elegante Paris

Nogle af de mest eksklusive boulevarder i Paris ligger lige ved operaen – bl.a. Boulevard des Capucines, Boulevard Hausmann og Boulevard des Italiens. Jeg synes dog personligt, at det kvarter er lidt goldt. Så jeg tog i stedet mine forældre med til kvarteret omkring Boulevard Saint-Germain ved den sydlige Seine-bred.

Her finder man bl.a. den meget eksklusive lille kagebutik, Ladurée, der er berømt for sine macarons. Vi købte nogle smagsprøver: Appelsinblomst, citron, hindbær og en blå, der hed Marie Antoinette. 4 stk. i mini-størrelse: 8 euro. (Macarons er nu så berømte i Paris, at de fås på McDonald’s, hvor de selvfølgelig hedder »McArons«.)

Tag herefter en slentretur tilbage mod Rue de Bac, hvorfra man kan tage metroen videre. På gåturen passerer man en række elegante modebutikker, Sonia Rykiel, Emporio Armani og en masse, jeg aldrig havde hørt om. Og selv om éns feriebudget ikke levner plads til shopping i den kategori, så er det interessant at kigge på modebutikkerne – mode og Paris er jo tæt forbundet, så den del hører også med til at besøg i byen.

Fra Rue de Bac tog vi metroen til operaen, der er en overdådig bygning, der har været inspiration til mange andre opera- og teaterbygninger i de europæiske storbyer.

Lige bag operaen ligger det enorme stormagasin Galeries Lafayette, der byder på shopping til lidt mere humane priser – mest i Magasin-klassen, men her er også bl.a. en Zara-afdeling og såmænd en H&M. Og for lokalpatrioterne er det sjovt at se, at Malene Birger har sin egen afdeling i Galeries Lafayette.

Efter at have spist frokost her, tog vi videre til Galerie Vivienne tæt ved Bourse-metrostationen.

Galerie Vivienne er en af de flotte passager, som Paris er rig på. Passagerne er en slags overdækkede shopping-arkader, der typisk ligger mellem de store boulevarder. Desværre er mange af dem i forfald, fordi ejerne ikke har råd til at vedligeholde dem, men Galerie Vivienne ser stadig nogenlunde ud, og det er meget stemningsfuldt at gå på de flotte mosaik-gulve og se på antikvitetsbutikker, boghandlere, tehus, blomsterbutik og brasserie med bar.


Galeries Lafayette.
Galeries Lafayette. Foto: Lars Johansen
Vis mere

Mad i Paris

Ikke alene den franske hovedstad, men hele landet er berømt for sin gode mad og vin, så det skulle mine forældre naturligvis smage. Ingen af os er dog de store gourmeter, så vi gik efter hverdagsagtige, men gode oplevelser. Bl.a. Verre Volée, som er et lille, intimt spisested i Rue de Lancry ved Canal Saint-Martin (metro: Jacques Bonsergent), hvor de unge indehavere serverer klassisk fransk mad. Jeg spiste fisk, mens mine forældre fik en old school (hvad det så end hedder på fransk) hjemmelavet svinepølse med kartoffelmos. Den må have smagt super godt, for selv om portionen var i tysker-størrelse, spise de begge op.

En særlig feature ved Verre Volée er, at den samtidig er vinhandel, så kvarterets beboere kigger i en lind strøm forbi for lige at købe en flaske med hjem.

Det pikante Paris

Oh-la-la, fristes man til at sige, når talen falder på Paris. For, ja, byen er jo også kendt som syndens hovedstad. Den side af byen skulle mine forældre naturligvis også have med, så turen endte med et festfyrværkeri af en forestilling på den klassiske cabaret Moulin Rouge.

Det er pikant, men på den mest elegante måde, man kan tænke sig – stilfuldt, professionelt og overdådigt. En oplevelse, man ikke må snyde sig selv for. Regn med godt 800 kr. for en billet inkl. champagne.

Moulin Rouge er kendt for sine fristende, men alligevel stilfulde shows.
Moulin Rouge er kendt for sine fristende, men alligevel stilfulde shows. Foto: Lars Johansen
Vis mere