Hvis I planlægger kør-selv ferie, så guider vi til syv roadtrip-ruter i USA, som er et besøg værd. Her er lige fra børnvenlige ruter til de med fokus på musik, cowboys eller historie.
1. Familieruten
Børn på bagsædet og tusindvis af kilometer på vejen er ikke altid en heldig kombination. Har man børnene med, er det derfor en god idé med en rute, der ikke indeholder alt for mange køredage med alt for lange afstande, og med børnevenlige oplevelser undervejs.
Det oplagte valg er uundgåeligt Florida. Staten i det sydvestlige hjørne er naturligvis først og fremmest Orlando med forlystelsesparker som Disneyworld, Seaworld og Wizarding World of Harry Potter, men Florida har også over tusind kilometer sandstrand langs statens kyster – bl.a. Cocoa Beach på østkysten, hvor man kan lære at surfe, eller Clearwater i det vestlige Florida, hvor der bl.a. er et piratskib og et stort akvarium (med delfiner) at besøge. Vil børnene (og de voksne) svømme med delfiner, kan man gøre det i Key Largo, en af øerne på »the Keys«.
Afstandene i Florida i korte, den længste distance på knapt 500 km er fra Key Largo til Orlando.
Der er også den børnevenlige fordel ved Florida, at hoteller og restauranter er opmærksom på, at der kommer mange børnefamilier hertil, hvorfor ikke uvæsentlige detaljer som legepladser, børnemenuer og store værelser er standard.
2. Det vilde vest
Vil man opleve cowboys og indianere, er en oplagt mulighed at køre gennem staterne Wyoming og South Dakota midt i landet. Wyoming lagde i 1800-tallet land til adskillige blodige kampe mellem Shoshone og Arapahoe indianerstammerne, der havde boet her i århundreder, og nybyggerne, der ville mod vest.
Wyoming er også staten, hvor man finder ranch på ranch og masser af rodeoer bl.a. Cheyenne Frontier Days, som med over 100.000 besøgende over 10 dage er verdens største fejring af »the American West«.
Tag turen fra hovedstaden Cheyenne i sydøst mod nordøst til South Dakota og Black Hills – et smukt naturområde med veje gennem tunneler og vilde bisoner i Custer State Park. Mount Rushmore ligger også her (de fire præsidenter hugget i sten) ligesom et gigantisk stenmonument af indianerhøvdingen Crazy Horse er i gang med at blive opført.
Herfra til Deadwood, den tidligere lovløse by, som opstod efter guldfund i Black Hills i 1800-tallet, inden man kører tilbage til Wyoming og tværs over prærien (vær obs på pludselige vindstød på den flade prærie) til den lille cowboyflække Cody nær nationalparken Yellowstone.
Brug et par dage i Yellowstone, inden I tager turen tværs over Wyoming, gennem Wind River Indian Reservation, tilbage til Cheyenne.
3. Stillehavskysten
Highway 1 langs den californiske stillehavskyst er legendarisk, men vil man have endnu mere dramatisk kørsel langs verdens største hav, skal man starte i Seattle ved grænsen til Canada og tage den godt 1.500km lange tur ned til San Francisco i syd.
Kodeordet for turen er natur – ikke bare havet, men også blandt andet de nationalparker og -områder, man passerer igennem. Den første er Olympic National Park på Olympic-halvøen med både bjerge, regnskov og den smukke sø Quinault (tip: overnat her). Den næste er Dunes National Recreation Area, en strandpark i staten Oregon med imponerende sandklitter – inden man kommer hertil, bør man dog overveje en afstikker fra ruten til Oregons hovedstad Portland for at shoppe i staten, hvor man ikke betaler moms på varer.
Det sydlige Oregon har noget af den mest forrevne og barske kystlinje, så er man til dét, anbefales det at give sig god tid her, inden man triller ind i Californien til – efter et stop i Redwood National Park med sine over 100 meter høje træer – snoede veje og små hyggelige kystbyer de sidste godt 500 km til San Francisco.
4. Route 66
Klassikeren ud i roadtrips hedder Route 66. Godt 4.000 km gennem otte stater ad en vej, som i 1930erne var den primære måde at komme fra øst og Depressionen til vest og drømmen om nye gyldne tider på. Og som selv om vejen således langt fra er uopdaget land, stadig er en af de bedste måder at se USA på – fra små diners langt ude i ingenting til store kendte nationalparker og bling-bling byer.
Start ud i Chicago gennem staten Ilinois videre til Missouri (stop ved Route 66 besøgscentret) og Oklahoma, hvor man kommer gennem småbyer med historiske hoteller og butikker. Herfra ind i Texas, hvor man bl.a. passerer adskillige olietårne samt den unikke Cadillac Ranch – en udstilling af 10 gamle cadillacs, der er parkeret med snuden i jorden. Og så skal man naturligvis spise (gigantiske) steaks i Texas. Og tage et billede af den største seværdighed i flækken Adrian – skiltet, der angiver, at man nu er nået halvvejs ad Route 66.
Næste stat er New Mexico med sin arv efter en blanding af indianere og spaniere og med bl.a. huse i pueblostil. Og så rammer man Arizona og Grand Canyon (det sidste kræver dog et par timers omvej), inden man ruller videre til Las Vegas ad en vej spækket med seværdigheder og butikker, der hylder Route 66. Fra Las Vegas’ lys og larm er der knapt 500 km mest øde landevej (og et par spøgelsesbyer) til Santa Monica i Californien.
5. Turen til rockens rødder
En uomgængelig del af et roadtrip i USA er at have den lokale radio kørende for fuld udblæsning, mens bilen æder asfalt. Men hvorfor ikke opleve den rige amerikanske musikhistorie live?
Start i New Orleans i Louisiana, hvor jazzen blev født for cirka 100 år siden i et frugtbart møde mellem den europæiske orkestermusik og den afroamerikanske tradition for improvisation. Især i byens berømte franske kvarter, der har hentet sin byggestil fra den franske kolonitid, er der mange jazzklubber.
Kør videre ad Highway 61 ind i Mississippi – også kaldet The Blues Highway på grund af områdets store betydning i blues-historien. Her kan du stoppe i byen Leland og se Highway 61 Blues Museum og derefter slå et smut omkring Indianola, hvor B.B. King-museet ligger.
Herfra videre til Clarksdale, hvor berømtheder som Muddy Waters og John Lee Hooker har krænget deres tristhed ud. Besøg Delta Blues Museum og sæt dig så ind på en blues-klub og nyd en kold øl – f.eks. på Ground Zero, der ejes af b.a. skuespilleren Morgan Freeman.
Næste stop er Tupelo, hvor du lige runder den beskedne to-værelses bungalow, hvor Elvis Presley blev født i 1935, inden du kører til hans ikoniske hjem og gravplads, Graceland, i Memphis i staten Tennessee for at fordybe dig i Elvis’ liv og levned. Smut også forbi det berømte Sun Studio, hvor han indspillede sine første sange.
I Memphis skal du desuden besøge Rock’n Soul Museum, Det ligger, praktisk nok, lige ved Beale Street, der er spækket med steder, hvor der spilles fed musik til den årle morgen.
Fra Memphis går turen ca. 300 km mod nordøst til Nashville, der er countrymusikkens hovedstad, og hvor du blandt andet finder Country-musikkens Hall of Fame og Grand Ole Opry, der er countryens koncert-mekka. Tag en rundtur her, inden du drager videre til The District-kvarteret, hvor der er masser af barer og spillesteder. Rigtig mange af dem er de rene turistfælder, men selv her er musikerne og sangerne på topniveau.
6. Løvfald i New England
Et af de smukkeste og mest farvestrålende naturfænomener i USA er løvfaldet i New England. En oplagt måde at opleve de gule, røde og orange farver er en uges rundtur gennem Massachusetts, Rhode Island, New Hampshire og Vermont med start og slut i Boston, der er en af USAs ældste byer og et besøg værd i sig selv.
Første etape går sydpå fra Boston til Providence i Rhode Island. Efteråret er jo høsttid – også når det gælder druer, og denne del af turen bringer dig gennem nogle af New Englands bedste vinområder. Providence er en ganske hyggelig by med mange spændende museer og gode spisesteder.
Kør nu mod vest mod Springfield og kryds så op igennem Massachusetts, hvor også æblehøsten er i fuld gang. Her i New England er man særdeles bevidst om sine historiske rødder i den gamle England, så du vil undervejs støde på byfester og festivaler, hvor æblehøsten fejres med bl.a. folkedans, markeder og æbletærte-konkurrencer.
Turen gennem grænselandet mellem Massachusetts og Vermont går forbi Connecticut-floden og gennem skiftevis hyggelige småbyer og det bakkede landskab (som er en eksplosion af farver). Overnat i Vermonts hovedstad St. Johnsbury og sæt så kursen mod sydøst ind i New Hampshire til White Mountains og Franconia Notch State Park med det 1.280 m høje Cannon Mountain. Herefter videre ad Kancamagus Highway, der er en af rundturens flotteste etaper, til Conway. På vej tilbage til Boston skal du køre langs kysten – og huske at stoppe og spise frokost eller snuppe en kop kaffe i en af de mange kyst- og havnebyer.
7. I borgerkrigens spor
Den amerikanske borgerkrig mellem syd- og nordstaterne strakte sig fra 1861-1865, kostede flere end 600.000 liv og fik udover ophævelsen af slaveriet enorme politiske følger for den da unge nation. Krigen bredte sig over et stort geografisk område, men nogle af de vigtigste steder kan ses på en tredages tur fra Washington.
Første stop ligger blot godt 50 km fra den amerikanske hovedstad i Manassas i Virginia, hvor de to hære stødte sammen i juli 1861 i det, nordstaterne troede skulle være et kortvarigt slag, men som endte med en nordstatshær på flugt, og blev efterfulgt af endnu en øretæve til nordstaterne en måned senere.
The Henry Hill Visitor Center ved Manassas National Battlefield Park har et fint museum og er et godt udgangspunkt for ture rundt på slagmarkerne.
Kør herefter mod nord til Antietam National Battlefield ved Sharpsburg i Maryland. Her fandt den blodigste kampdag i amerikansk krigshistorie sted 17. september 1862 – flere end 23.000 soldater blev dræbt eller såret. Her i Antietam kan man bl.a. besøge slagmarkerne, en soldaterkirkegård, en udstilling i besøgscentret og på Pry House Field Hospital Museum se, hvordan man behandlede de sårede.
Videre mod nord, i Pennsylvania, ligger Gettysburg. Det var her, den amerikanske præsident Abraham Lincoln 19. november 1863 holdt sin berømte Gettysburg-tale ved indvielsen af kirkegården for de faldne ved det tre dage lange slag fire måneder tidligere. Talen blev så berømt, fordi Lincoln her understregede, at borgerkrigen handlede om selve det amerikanske demokratis overlevelse. I Gettysburg kommer man nok tættest på, hvordan der så ud dengang i 1863, og her en mængde spændende ting at se – fra slagmarker til mindesmærker og udstillinger.