I disse dage samler bestyrelserne sig til de i alt 15 danske naturnationalparker, og Silkeborg Kommune har indstillet Venstre-medlemmet Susanne Jacobsen som kommende bestyrelsesmedlem i Naturnationalpark Kompedal. 

Der er dog lige det ved det, at Susanne Jacobsen er indædt modstander af naturnationalparker. 

»Jeg er imod den form for biodiversitet, som der kommer derude. Det bliver det samme over det hele,« siger Susanne Jacobsen og fortsætter: 

»Og så er jeg imod indhegning af dyr, som kommer til at gå og sulte derude.«

Hvis man er med i en af de kommende naturnationalparkers bestyrelser, så forpligter man sig til at arbejde efter den lovgivning, der er udstedt på området. 

I Naturstyrelsens retningslinjer for en bestyrelses arbejde står der som følger: 

»En naturnationalpark skal forvaltes med natur og biodiversitet som hovedhensyn, med henblik på at naturen i området så vidt muligt kan udvikle sig på egne præmisser. Her er helårsgræsning med store græssende dyr og dertilhørende hegn en central del af konceptet.« 

Susanne Jacobsen – som til daglig er landmand og selv har store dyr – køber dog ikke nødvendigvis ind på, at dyrene skal gå ude året rundt i Naturnationalpark Kompedal.

»Man skal skabe de bedst mulige forhold for de dyr, som kommer ud. Jeg vil gerne have læskure til dyrene, og jeg synes godt, at man kan se på, om dyrene ikke skal tages ind mellem november og marts måned,« siger Susanne Jacobsen og fortsætter:

»Der er masser af spor, hvor folk kører mountainbike, løber og alt muligt rekreativt. Jeg frygter for farlige situationer med de store dyr.«

Men der står jo i retningslinjerne, at bestyrelsen forpligter sig til at forvalte naturnationalparkerne med natur og biodiversitet som hovedhensyn og hvor helårsgræssende dyr er en central del af konceptet. Hvad vil du i den bestyrelse, hvis du er imod?

»Jeg vil gerne trække det i en retning, så alle kan være i det, hvilket vil sige, at dyrene trives og borgerne kan færdes i området. Jeg synes også, at det er meget godt, at der er en kritiker med, så det ikke bliver en omgang rygklapperi, hvor alle er enige,« siger Susanne Jacobsen. 

SFs naturordfører i Folketinget, Marianne Bigum, undrer sig.

»Vi har fået lovning på, at bestyrelserne skal arbejde for natur og biodiversitet. Derfor synes jeg ikke, det harmonerer med det, hvis man får en person ind, som er decideret imod naturnationalparker,« siger hun og fortsætter: 

»Vi har i Folketinget aftalt og besluttet os for oprettelsen af naturnationalparker. Vi skal ikke starte den proces forfra,« siger Bigum som i øvrigt mener, at der er alt for få bestyrelsesmedlemmer- og formænd, som har reel faglig indsigt i vild natur.

Torsten Gejl, naturordfører for Alternativet, er også uforstående.

»Jeg synes det er ukonstruktivt, hvis man sætter en person ind, som ikke kan fordrage konceptet,« siger han og fortsætter: 

»Men loven for naturnationalparkerne er helt klar. Også for den del med helårsgræsning, og det kan hun ikke ændre. Hun kan i stedet være med til at bestemme, hvor der skal være huller i hegnet, hvor ruterne skal være og den slags,« siger Torsten Gejl.

Miljøminister Magnus Heunicke fastholder, at uanset bestyrelsernes sammensætning bliver naturnationalparkerne steder, hvor man kan se store dyr, der græsser året rundt, og hvor loven kommer til at sikre natur og biodiversitet.

I en skriftlig kommentar til B.T. forklarer han også, at der er »plads til alle holdninger«. 

»Bestyrelserne skal sikre den lokale inddragelse i naturnationalparkerne, så lokale ønsker og hensyn kan blive rejst. Det er vigtigt, at der er plads til alle holdninger i bestyrelserne, og at det er et rum, hvor lokale bekymringer også kan blive drøftet,« skriver ministeren.

Lyt til B.T.s mediemagasin Q&CO med politisk analytiker Henrik Qvortrup.