Det er ikke en diskussion om grammatik – selvom det måske kan lyde sådan.
Tidligere i februar konkluderede rådmand og medlem af økonomiudvalget i Aalborg Kommune Jes Lunde (R), at der var sat punktum i sagen om de 100.000 kroner, som kommunen har betalt 2E Group og Jesper Skovsgaard, men som man aldrig fandt ud af, hvad var gået til.
En konklusion, der i øvrigt var opbakning til fra de øvrige medlemmer af økonomiudvalget.
Lørdag kunne B.T. så fortælle, at det juridiske notat, der blev lagt til grund for punktummet, er blevet udfærdiget af advokatfirmaet HjulmandKaptain, som også har relationer til sagens anden part, Jesper Skovsgaard.
Derfor er advokatfirmaet ikke en uvildig part, lyder kritikken fra Transparency International Danmark.
»Det er påfaldende. Hvis det er, fordi man ville have en uafhængig vurdering, så er det ikke det, man har fået. Man har fået et indlæg fra en advokat for den samme person, som er part i sagen (Jesper Skovsgaard, red.),« lyder det fra Jesper Olsen fra Transparency International Danmark, der påpeger, at det punktum, økonomiudvalget mener er sat, »i bedste fald er et semikolon«.
Det til trods mener Jes Lunde dog fortsat, at sagen er afsluttet.
»Det ændrer ikke noget, det her. Jeg mener stadig, at der er sat et punktum,« siger Jes Lunde.
Knap så skråsikker er hans kollega i økonomiudvalget Jan Nymark Thaysen fra Venstre.
»Jeg synes, det er ærgerligt. Nu havde vi prøvet at undersøge noget, og jeg synes, at vi var kommet et godt stykke. Men det her skaber usikkerhed og tvivl om, hvorvidt det er gået efter bogen,« siger han og fortsætter:
»Sådan noget skulle vi have haft oplyst, og så skulle jeg have haft forklaringen på, hvorfor det ikke skaber konflikt hos HjulmandKaptain.«
Ifølge Advokatsamfundet har advokatfirmaer nemlig en forpligtelse til at vurdere, om der er en interessekonflikt i en opgave. Hvis der er, skal de frasige sig den.
»Generelt skal den enkelte advokat tjekke for interessekonflikter, inden vedkommende påtager sig et hverv, og det samme gør sig gældende for advokatvirksomheder,« siger fagchef Lars Økjær Jørgensen fra Advokatsamfundet, der dog ikke ønsker at vurdere den konkrete sag.
Netop det lægger Jes Lunde til grund for, at det juridiske notat godt kan bruges.
»Jeg har fuld tillid til, at HjulmandKaptain har vurderet, om der er en interessekonflikt. Det har de ikke vurderet, og det har jeg tillid til,« siger den radikale politiker.
Jan Nymark Thaysen havde dog ønsket, at der var mere gennemsigtighed i processen, som han mener blot er endnu et element i en »kluntet håndtering« af sagen.
»Det havde været rart for mig som en del af økonomiudvalget, at vi var bevidste om det. Det er HjulmandKaptain, der skal tage stilling til det internt. De har haft en vurdering af, at der ikke er en konflikt,« siger Jan Nymark Thaysen.
Alligevel tøver Venstre-politikeren med at sætte et endegyldigt punktum i sagen.
»Jeg kunne godt tænke mig at få en kommentar fra HjulmandKaptain i forhold til deres vurdering af, hvorfor der ikke er en interessekonflikt. Det vil jeg se, før jeg kan vurdere, om der er sat punktum,« slutter Jan Nymark Thaysen.