Med forliget om finansloven har SF-ledelsen et fromt ønske om, at Johanne Smidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen ikke længere kan stå med rene hænder og kritisere SF for at have solgt ud af principperne, vurderer politisk kommentator Thomas Larsen.

Når forliget om finansloven for 2012 bliver en realitet, satser SF-ledelsen på, at Johanne Schmidt-Nielsen kommer til at mærke ansvarets tunge åg og får snavs på fingrene. For SF vil have sat en stopper for vælgerflugten til Liste Ø, siger Thomas Larsen.

- Når forhandlingerne om finansloven for 2012 går ind i slutfasen, vil SF-toppen med Villy Søvndal krydse fingre for to ting. De håber naturligvis, at der kan indgås et forlig med Enhedslisten, så statens husholdningsbudget kommer på plads. Men SF-ledelsen har også et fromt ønske om, at Johanne Smidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen ikke længere kan stå med rene hænder og kritisere SF for at have solgt ud af principperne, siger Thomas Larsen.

Læs også:

Ifølge Berlingskes kommentator gør de dårlige meningsmålinger – ovenpå det elendige valgresultat – ondt på SF-ledelsen, som kæmper for at få et frustreret bagland til at holde kritikken inden døre i stedet for at lufte vreden i medierne.

- Midt i deres pressede situation føler SF-toppen sig generet af Enhedslisten, som står bomstærkt efter fremgangen ved valget. Hidtil har Johanne Schmidt-Nielsen haft den fordel, at hun har kunnet opstille en masse krav uden at skulle tænke ret meget på finansiering og uden at skulle indgå i svære kompromiser. Fra den position har hun virket som en ren magnet på mange utilfredse SF-vælgere, siger Thomas Larsen. Enhedslisten kommer på svær opgave

Læs også:

Spørgsmålet er dog, om Enhedslisten kan bevare den tiltrækningskraft sideløbende med, at partiet skal fungere som regeringens parlamentariske støtteparti og skal indgå i kompromiser om finansloven. SF’ernes håb er, at når Enhedslisten bliver fedtet ind i ansvaret, vil partiet ikke kunne hejse idealismens fane så højt og kritisere SF for at have skrottet idealerne for at nå magten.

- Der er heller ingen tvivl om, at det bliver en svær opgave for Enhedslisten at skulle holde balancen. Bjarne Corydon og Margrethe Vestager har kun et meget lille handlerum på grund af den pressede økonomiske situation, og de kan derfor ikke uddele ret mange gaver til Enhedslisten, siger Thomas Larsen. Men Johanne bliver svær at stoppe

Alligevel forudser han, at Enhedslisten vil være mere robust, end de fleste forestiller sig.

- Enhedslisten skal naturligvis kunne fremvise resultater, som flugter med partiets ønsker. Det er lige så åbenbart, at et for dårligt resultat vil udløse kritik fra partiets hovedbestyrelse og bagland. Men læg mærke til, at Schmidt-Nielsen, Aaen og Clausen har fuldstændig arbejdsro. En vigtig forklaring er, at Johanne Schmidt-Nielsen har skabt så stor fremgang for partiet. Hun har i dag så stor autoritet og gennemslagskraft internt, at de færreste er interesseret i at udfordre hendes linje, som handler om at skaffe partiet konkret indflydelse og håndgribelige resultater.”

Ifølge Thomas Larsen er det langt fra sikkert, at SF’erne får opfyldt deres hede ønske om at få stoppet Enhedslistens fremgang.

- SF kom skidt ud af valgkampen og har haft en turbulent start på regeringsarbejdet. Flere af SF-ministrene har også haft en ringe debut. Det gælder i særklasse for sundhedsminister Astrid Krag, som i stor skala har måttet svigte valgløfter. Thor Möger Pedersen har måttet skrotte millionærskat, bankskatter og er på vej til at indføre upopulære afgifter, som vender den tunge ende ned. Endelig er Ole Sohn fastlåst i den giftige debat om hans tvivlsomme fortid som DKP-leder, siger Thomas Larsen.

- Men værst af alt har SF det grundlæggende problem, at de i årevis har rejst alt for høje forventninger til, at de ville kunne investere i velfærd og udbygge den offentlige sektor. Men realiteten er, at dansk økonomi kommer på smalkost de næste mange år, og Margrethe Vestager vil ikke tillade uansvarlige eksperimenter.