Vreden står skarpest tilbage. Den ramte Søren Pind samtidig med nyheden om, at Omar El-Hussein for et år siden ramte Krudttønden på Østerbro.
Følelsen voksede de efterfølgende timer, hvor terroristen angreb synagogen i det indre København og til sidst blev dræbt af politiet ved Nørrebro Station.
Vreden blev heller ikke dulmet under de følgende diskussioner om, hvad der dog drev den 22-årige dansk-palæstinenser.
»Alle talerne handlede om sammenhold. Men jeg følte en enorm vrede, og den var der ligesom ikke plads til. Derfor røg jeg ud i ubehagelige diskussioner. Jeg synes, at først bliver man vred, og så samler man op. Men der var en lidt mere... feminin tilgang til debatten,« siger Venstres Søren Pind.
Siden er han blevet justitsminister, og ansvaret for landets sikkerhed ender på hans bord af kirsebærtræ. Og når han gør status over tiden efter angrebene i København, fremhæver han blandt andet, at Islamisk Stats handlekraft rækker langt uden for Mellemøsten. Terrororganisationen vil og kan angribe selve den vestlige måde at leve på. Det understregede senest syv koordinerede angreb i Paris fredag 13. november, hvor eksempelvis koncertgængerne på spillestedet Bataclan var magtesløse, da terrorister skød ned fra balkonen med automatvåben.
Terrortruslen mod Danmark er »alvorlig«, forklarer justitsministeren. Og foruroligende i den forstand, at den radikaliseringstendens, som ses i for eksempel visse bandemiljøer herhjemme, bryder den overordnede tendens til, at de fleste former for kriminalitet er faldet de seneste mange år.
»Der er et paradoks. Og der er nogle mennesker, som hader vores samfundsform så meget, at de vil slå ihjel for det. Det ved jeg, fordi jeg sidder i den ende, som modtager informationer. Det agerer jeg efter. Nogle gange kan jeg ikke sige hvorfor. Men jeg kan i hvert fald sige, at truslen er alvorlig,« siger Søren Pind og tilføjer, at risikoen for, at man som enkeltperson bliver ramt, heldigvis er enormt lille:
»Men er vores land særligt udsat i forhold til andre lande? Ja, bestemt og i kraft af vores udenrigspolitik, Muhammed-tegningerne og andre ting. Jeg kan heller ikke på nogen måde garantere, at der ikke kommer flere terrorangreb.«
Symboler møder virkeligheden
Er der siden terrorangrebene 14. og 15. februar blevet afværget terrorangreb mod Danmark?
»Det er sådan et spørgsmål, jeg ikke kan besvare.«
Har myndighederne viden om, at der har været konkrete terrorplaner mod Danmark?
»Det er også et spørgsmål, jeg ikke kan besvare.«
Efterårets angreb i Paris markerer ifølge justitsministeren en markant forøgelse af terroristernes kapacitet. Indtil da havde terrortruslen især form af de såkaldte ensomme ulve, som radikaliseres. De seneste angreb i Paris illustrerer, at der kan foregå planlægning i forskellige lande, som effektueres i et tredje, og at målet kan være selve det frie, vestlige liv.
»Jeg var meget enig med den franske ambassadør, da han sagde, at det var en angreb på indbegrebet af det franske joi de vivre. Det frie liv på byens terrasser og caféer. Friheden,« siger ministeren:
»Men helt fra 11. september 2001 har det stået klart, at målene er udvalgt med en hensigt om at skræmme og vise, hvad man hader. De mægtigste tårne i verden, som stod for fredelig handel i verden mellem alle folkeslag og religioner – knust. Omar El-Hussein angreb også Krudttønden, hvor der var debat om ytringsfrihed, og bagefter synagogen. Hvis man skal vinde over sådan nogle mennesker, skal man vide, hvor de kommer fra og hvorfor de gør, som de gør.«
Derfor granskes alle sager om Syrien-krigere, og det har været vigtigt for regeringen at gennemføre loven mod landsforræderi med kraftige strafferammer.
»Man er nødt til at møde symbolik med symbolik. Med en strafferamme på livsvarigt fængsel forvandler man altså også symbolik til virkelighed,« siger justitsministeren.
Da terroristens skud ramte Krudttønden 14. februar 2015 og dræbte 55-årige Finn Nørgaard, var Søren Pind hjemme på Østerbro. Han konstaterede, at helikoptere overfløj den ellers fredsommelige bydel.
Kort derfra viser byen sig fra en anden side: Fra ydre Nørrebro til ydre Østerbro løber et bælte af almene boligbyggerier, virksomheder, værksteder, synlige og diskrete moskeer. Bæltet kløver sig ind mellem hovedstadens tjekkede brokvarterer og dens pæne forstadsområder.
Dette område voksede Omar El-Hussein op i, og her søgte han tilbage, inden han angreb synagogen og dræbte den 37-årige Dan Uzan. I samme bælte og tæt ved Nørrebro Station døde Omar El-Hussein også.
Det manglende »v«’
Forstår du, hvorfor Omar El-Hussein gjorde, som han gjorde?
Søren Pind trækker vejret tungt og svarer:
»Jeg talte engang med en fængselsimam – et meget behageligt og begavet menneske. Han sagde til mig, at han havde aldrig mødt en muslim i et dansk fængsel, som sagde »vi« om Danmark. Det er en før og efter-information for mig. Jeg mener ikke, vi er ubekendte med terrorisme og bevæggrundene for det. Det handler om mennesker, som føler sig hævet over de demokratiske spilleregler. Så overbeviste om, at de har ret, at det er ligegyldigt, om et fællesskab siger, at det er ikke rigtigt. Der er en følelse af berettigelse. Og hvis man skal bekæmpe det, er det vigtigt at vide hvorfor.«
Den analyse kunne man også lægge ned over eksempelvis Rote Armee Fraktion. Men har du i det konkrete tilfælde en fornemmelse af, hvad der drev Omar El-Hussein?
»Jeg har konstateret handlingen. Jeg har ikke dykket ned i den side af sagen endnu. Det vigtigste har været at få straffesagen mod de medvirkende i gang. Men der vil komme en enorm historieskrivning ud af det her. Og sagen er den, at det er gået meget, meget stærkt med ham: Ind i småkriminelt miljø. Pludselige voldshandlinger. Radikaliseret. Bang. Det er et mønster, som desværre er velkendt.«
Indsats mod høj kriminalitet
Forstår du, hvis Omar El-Hussein et år efter angrebene stadig er et stort spørgsmålstegn for folk?
Søren Pind trækker igen vejret tungt og begynder sit svar et helt andet sted: Da han i 2005 førte overborgmestervalgkamp, var han dybt optaget af, at unge med ikke-vestlig baggrund var stærkt overrepræsenteret i statistikken over straffesager i Københavns Byret.
»I den vestlige verden er kriminaliteten faldet og faldet og faldet de seneste 30 år. Én ting er ikke knækket, og det er det, jeg kalder de to procent, hvor de her mennesker findes. Mennesker, som af den ene eller anden årsag ikke er blevet ramt af de forebyggelsesforanstaltninger, som har været en stor succes for resten af befolkningen,« siger Søren Pind og fortsætter:
»Hvis vi vil knække de sidste to procent, kommer vi til at tage helt andre midler i brug end dem, vi har brugt over for de 98. Det gælder også hele radikaliseringsrækkefølgen. Den dér forbandede giftige cocktail af struktur, regler, spænding, anerkendelse og religiøsitet – som er det sidste trin på trappen – er meget, meget ubehagelig. Og sådan én var Omar El-Hussein. Da jeg så profilen på Omar El-Hussein, gik der en tråd lige tilbage til 2005, og jeg tænkte: Endnu én af dem.«
Justitsministeren forklarer, at han sidste sommer gav sine embedsfolk den vanskelige opgave, at han den kommende sommer vil præsentere et udspil, som rykker problemerne op ved roden i forhold til de to pct.
»Vi overkom altså også Rote Armee Fraktion og de der typer. I vores 24-timers medievirkelighed synes jeg egentlig også godt, vi kan bruge et øjeblik på at forsikre hinanden om, at selvfølgelig kan vi overkomme det nuværende problem. Og vi er i gang med at finde vejen,« siger han.
Søren Pind forsikrer i øvrigt om, at hans embedsfolk blev glade for opgaven.
Denne uge har Radio24syv bragt indslag om, at politiet ud over våben fandt en koran på Omar El-Husseins lig. Søren Pind kan ikke bekræfte oplysningen.
»Jeg har konstateret historien og bedt om en redegørelse. Men det er selvfølgelig en interessant information.«
Lad os sige, det er sandt, hvad fortæller det dig så?
»Uha, jeg er nervøs ved at kaste mig ud i alt for vidtløftige konklusioner. Men det har været ret entydigt fremme, at manden var radikaliseret,« siger Søren Pind.
Sammenstød af kulturer
I 1993 udgav den nu afdøde Harvard-professor og politolog Samuel P. Huntington sin forkætrede teori om civilisationernes sammenstød.
Kernen er således, at den næste verdenskrig ikke ville stå mellem ideologier, men mellem kulturer og religioner – mere specifikt mellem Vesten og den muslimske verden.
Var terrorangrebene efter din opfattelse et udtryk for det sammenstød?
»Der er ingen tvivl om, at det var religiøst motiveret. Det havde på en eller anden måde sin baggrund i en efter min opfattelse perverteret forestilling om, hvad der blev budt at gøre fra det islamiske kalifat. Så i den forstand ja,« siger Søren Pind. »Det konservative synspunkt vil være, at dermed er alt samkvem umulig. Det vigtigste budskab fra den konservative bevægelse er – i hvert fald efter min opfattelse – at kultur er den altafgørende faktor. Det er jeg enig i. Der, hvor jeg er uenig med de konservative – og så bliver Søren Krarup hidsig – er, at jeg tror, at man ved beslutningens kraft kan flytte kultur.«
