Justitsminister Søren Pape Poulsen har onsdag orienteret partierne om de seneste bandeskyderier i hovedstaden.

København. Det er i øjeblikket utrygt i København.

Det vurderer Trine Bramsen, Socialdemokratiets retsordfører, som onsdag var til møde med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

På dagsordenen var de seneste skyderier i den verserende bandekonflikt i København.

- Jeg synes, det er utrygt, når der er helt uskyldige, der kommer kørende i deres biler, som bliver ramt af skud.

- Det kalder på handling. Politiet er i gang. Men det er utrygt, at man kan blive ramt af skud som helt uskyldig og udenforstående borger, siger Bramsen.

Tirsdag aften blev en 27-årig mand ramt af skud. Fredag blev tre personer ramt, hvoraf to var helt tilfældige borgere.

Socialdemokratiet vil have fokus på rekrutteringen af unge til banderne. Det skal kriminaliseres, mener Bramsen.

- Når der bliver ved med at strømme helt unge til det her miljø, skal vi reagere på det også.

- Vi skal gøre det kriminelt at hverve unge til bandemiljøerne. Vi ser i dag, at bandegrupperingerne er meget offensive i forhold til at få de unge med.

- Så lad os ulovliggøre det. Hvis man er ude at hverve unge under 18 år, så er det strafbart, siger hun.

Politiet har de nødvendige redskaber, siger de. Det var meldingen fra politiet onsdag ved mødet ifølge Bramsen.

Ved mødet hos Pape deltog Rigspolitiet, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.

- Politiet gør, hvad de kan. Men vi er også nødt til at erkende, at det her bandemiljø er stort, og derfor kan man ikke give garantier. For os er det afgørende, at politiet er til stede derude, så borgerne kan se det, siger Bramsen.

Efter de mange skyderier i hovedstadsområdet den seneste tid har Københavns Politi natten til onsdag anholdt 11 personer. Det oplyser Københavns Politi på Twitter.

/ritzau/