Siden Søren Gade trak sig som forsvarsminister i 2010 og dermed vendte dansk politik ryggen, er han gang på gang blevet sat i forbindelse med et comeback til Christiansborg.

Men ligeså mange gange har han afvist spekulationerne. Nogle gange endog meget markant. Vi har samlet en bunke afvisninger fra Gade her:

Embedded carousel

I sommeren 2012 åbnede Søren Gade Landbrug og Fødevarers årsmøde som direktør for den store organisation, og i den forbindelse spurgte dagbladet BT, om han ikke gik med planer om et ministercomeback, hvis Venstre vandt næste valg.

Det afviste Gade:

»Ingen troede på det, når jeg sagde, jeg ville prøve noget andet. Men med det job her, er der måske nogen, der tror på, jeg faktisk mente det. Jeg får min gang på Christiansborg og har stadig et adgangskort. Så hvis jeg er en cirkushest, får jeg stadig noget savsmuld. Men nej, jeg har altså ikke noget ønske om at komme tilbage til politik,« sagde Søren Gade.

I forbindelse med sin tiltrædelse til selvsamme organisation gav Gade en måned tidligere et interview til netavisen Altinget.dk, hvor han også understregede, at tiden som politiker var slut:

»Jeg er ikke politiker længere. Jeg er derimod blevet ansat som administrerende direktør, og det politiske bliver fastlagt af formandskabet,« understregede han.

I forbindelse med Venstres hovedbestyrelsesmøde i Odense Congress Center sidste år blev Søren Gade bragt i spil som udfordrer til Kristian Jensen (V), såfremt Lars Løkke Rasmussen valgte at trække sig som formand.

Flere medier skrev, hvordan Gade meldte sig parat til at gå ind i formandskampen, hvis muligheden bød sig.

En uge forinden havde Gade dog afvist, at han skulle være på vej tilbage.

»Jeg har ikke været kandidat til den post, Løkke har, og jeg er det heller ikke i aften. Og det er vigtigt for mig at få det sagt, for jeg har et job at passe, og det lammer jo også mine muligheder for at passe mit arbejde, at folk bliver ved med at snakke om mig som en, der er på vej tilbage i politik. Det er jeg ikke, og det har jeg sagt hver gang, jeg er blevet spurgt,« sagde Gade.

Da Søren Gade stoppede som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer i september sidste år, tog rygterne om en tilbagevenden til Christiansborg atter til.

Og igen blev de afvist.

I en mail til Ritzau skrev han:

»Jeg er ikke på vej til at få en opstillingskreds eller andre former for politisk comeback. Jeg vil nu bruge tiden til at finde ud af, hvad jeg skal bruge mit professionelle liv til.«

Nogle dage forinden var han kommet med sin måske mest markante afvisning:

Hovedpersonen blev således af en journalist fra Børsen spurgt om, hvorvidt han stod foran at stille op til Folketinget for Venstre. Og her var der ikke megen tøven:

»Det gør jeg ikke. Jeg ved fandme ikke, hvem der er ude med det. Det er en ondskabsfuldhed. Det gør jeg fandme ikke. Sådan er det,« sagde Gade og fortsatte:

»Jeg har hørt det før. Men er det ikke bare sådan, at når man har været i politik, så bliver det ved med at forfølge en ved forskellige lejligheder. Jeg tror ikke, jeg er den eneste ekspolitiker, der er blevet spurgt om det,« sagde han.

Også i år har han afvist et comeback.

Det skete så sent som 9. april, hvor TV 2 spurgte ham i forbindelse med, at det var kommet frem, at han stod foran at skulle hjælpe en række af partiets kandidater i den kommende valgkamp.

Dengang lød det kort:

»Nej, det er jeg ikke. Hvis jeg var på vej tilbage, så havde du nok hørt om det.«

Søren Gade trak sig som minister blandt andet på grund af sagen om »Jægerbogen«, som en ansat i Forsvarskommandoen havde oversat til arabisk for at give indtryk af, at ondsindede kræfter var interesserede i, hvordan det danske forsvar arbejder.

Han stiller nu op for Venstre i Aalborg.