Han nævner ikke Lars Løkke Rasmussen eller Moderaterne med et eneste ord.
Alligevel så er B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen ikke i tvivl om, at Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen afleverer en slet skjult sviner til sin gamle rival på det sociale medie LinkedIn.
»Timingen siger alt. Kristian Jensen har lavet sit opslag netop nu, hvor Moderaterne og Lars Løkke Rasmussen har været igennem flere dage med ballade og anklager om dårligt sexistisk arbejdsmiljø,« siger Joachim B. Olsen.
Sagen er, at Kristian Jensen har lavet et længere opslag på det sociale medie LinkedIn, hvor han ikke nævner hverken Løkke eller Moderaterne, men til gengæld skriver om over vidunderne ved god ledelse, og samtidigt fremhæver hvor meget man går op i det i Green Power Danmark, hvor han selv er direktør.
Her er et par godbidder, som man så kan holde op med de sidste dage, som Løkke har været igennem.
»Fundamentet for at lykkes med det, er at skabe en organisation med en bæredygtig kultur, hvor dygtige mennesker kan udfolde sig og blive endnu dygtigere i trygge rammer. Hvor du er glad, når du møder på arbejde, og når du tager hjem til familien. Hvor arbejdet ikke tager energi, men giver energi,« skriver Kristian Jensen og fortsætter:
»De overordnede ledelsesværdier er balance, energi, fællesskaber, omsorg og tryghed.«
Kristian Jensen krydrer sit opslag med konkrete detaljer. I Green Power Denmark har man således »fordybelsestid« hver mandag formiddag, hvor man i 2,5 time kan »fordybe sig i faglige udfordringer« fri for møder, opkald, sms'er og lignende.
Man har også introduceret fænomenet »kollega-to-go,« hvor man kan gå en tur på en halv time med en kollega.
Det kan man så sammenholde med, at man hos Moderaterne har – i hvert fald ifølge en klage, der nu ligger i Arbejdstilsynet – chefer, der bagtaler medarbejdere i andres påhør, nedladende kommentarer om kvindelige ansattes udseende og faglige evner fra chefer og chikane af en gravid ansat.
»Jeg mangler bare at bolle dig og X,« lød en kommentar for eksempel i Moderaternes sekretariat ifølge klagen.
»Det er en meget bemærkelsesværdig timing fra Kristian Jensen, som jeg kun kan tolke som en stikpille til Lars Løkke Rasmussen,« siger Joachim B. Olsen og fortsætter:
»Kristian Jensen har masser af politisk tæft. Han ved godt, hvad der vil blive læst ind i det opslag.«
Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen var henholdsvis næstformand og formand i Venstre.
De lå i en intern magtkamp med hinanden, hvor et af de mest kendte højdepunkter fandt sted i 2014, hvor Løkke var belastet af den såkaldte bilagssag, der handlede om, at han havde brugt partiets penge på boxershorts, jakkesæt og ekstra rengøring for at ryge på ikkeryger værelser, når han boede på hotel.
Her var han lige ved at gå af, men reddede sit politiske embede som formand efter en lang og nærmest sagnomspunden forhandling med Kristian Jensen i kælderen i Odense Congress Center.
Lars Løkke Rasmussen blev dog tvunget væk fra formandsstolen i Venstre i 2019, hvor Kristian Jensen gik af ved samme lejlighed.
Kristian Jensen er ikke vendt tilbage på B.T.s henvendelser.