Forholdene internt i Lars Løkke Rasmussens parti er ifølge en række medarbejdere så dårlige, at de nu har meldt Moderaterne på Christiansborg til myndighederne for at få dem til at gribe ind.

Det sker, efter en række både nuværende og tidligere medarbejdere gentagne gange har forsøgt at få partiets ledelse til at håndtere en række konkrete sager i partiet.

Flere af sagerne udspringer af problemer ved særligt én ledende medarbejderes adfærd over for især yngre kvinder i partiet.

Helt centrale medarbejdere i partiet, herunder tidligere politisk chef Caroline Stage, der i går blev udnævnt som digitaliseringsminister for Moderaterne, spiller en central rolle i klagen, der blandt andet indeholder en række alvorlige kritikpunkter af hendes adfærd over for medarbejdere. 

B.T. er fredag aften kommet i besiddelse af en længere besked fra Moderaternes folketingsmedlem Jeppe Søe, der er blandt andet er sendt til en række medlemmer i partiets hovedbestyrelse.

Her skriver Jeppe Søe, at han i dag har sendt en besked til Lars Løkke Rasmussen om situationen i partiet, efter at han har talt med flere medarbejdere.

'Som jeg ser det, kan Moderaterne indenfor kort tid blive kastet ud i en af de sværeste kriser overhovedet. Alene det, som jeg har set beviser på, vil smadre vores parti – også qva vores historik som en sexistisk klovnebus,' står der blandt andet i mailen.

Det fremgår ikke, om Jeppe Søe har fået svar på sin besked til partiformanden.

»Caroline Stage har direkte faciliteret den mobbende og sexistiske kultur,« lyder det fra en tidligere medarbejder om den nyslåede minister og tidligere chef i Moderaterne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
»Caroline Stage har direkte faciliteret den mobbende og sexistiske kultur,« lyder det fra en tidligere medarbejder om den nyslåede minister og tidligere chef i Moderaterne. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi er mange, der håber på Arbejdstilsynets besøg i Moderaternes sekretariat. Men I skal vide, at mange af vores kollegaer er bange for at udtale sig. Primært fordi ledelsen er så tyrannisk, men også fordi vi er en arbejdsplads for magtfulde mennesker. Medarbejdere som os er lette at erstatte, hvis vi ikke makker ret.«

Sådan lyder det i indledningen på en fem siders lang indberetning til Arbejdstilsynet, der er skrevet af i alt fem nuværende og enkelte tidligere medarbejdere, som er blevet sendt den 15. august 2024. 

Dertil kommer flere nuværende og tidligere ansatte, der bakker op om klagen og har set dens indhold, men som af hensyn til deres nuværende situation i partiet ikke tør at medvirke i sagen. 

Under overskrifterne 1) Sexisme 2) Mobning og 3) Ledelse sættes der navne på de personer i toppen af partiets organisation, der ifølge klagen ikke blot har ignoreret henvendelser fra medarbejderne, men også personligt spiller en nøglerolle i flere af de pågældende sager.

Da klagen også indeholder en række følsomme oplysninger om ikke-ledende medarbejdere i partiet, har vi på B.T. valgt ikke at bringe klagen til Arbejdstilsynet i sin helhed.

B.T. er også i besiddelse af en lydoptagelse fra en medarbejders møde med personer i partiets ledelse, der understøtter klagens indhold og bekræfter, at ledende personer i partiet kender til problemerne. 

I klagen nævnes en række sager, der udover Caroline Stage omhandler partisekretær Kirsten Munch, kommunikationschef Ulla Østergaard og en ledende medarbejder med personaleansvar. 

Caroline Stage blev torsdag for mange højest overraskende udnævnt som ny minister for Moderaterne, efter at hun for godt to måneder siden forlod Moderaternes sekretariat, da Lars Løkke Rasmussen hentede hende ind som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet.

B.T. har igennem en periode på godt to måneder været i kontakt med både de nuværende og tidligere medarbejdere, der har udarbejdet klagen til Arbejdstilsynet. 

I klagen beskrives eksempler på blandt andet chefers bagtaleri af medarbejdere i andres påhør, nedladende kommentarer om kvindelige ansattes udseende og faglige evner fra chefer og chikane af en gravid ansat. 

Det beskrives også i både teksten i klagen til Arbejdstilsynet og af kilderne, at den nu ledende medarbejder helt op til at vedkommende officielt får tildelt en chefrolle har flere seksuelle forhold til ansatte i partiet, herunder studentermedhjælpere, hvilket har skabt en række problemer efterfølgende i samarbejdet. 

Blandt andet fordi personen, efter han blev chef, har omtalt kvindelige ansattes udseende i andres medarbejderes påhør.

I klagen nævnes der eksempler på bemærkninger fra personen såsom »man kan ikke tage hende seriøst i den nederdel« og »tænk, at hun vil se sådan ud på arbejde« om ansatte. 

Ifølge klagen har den pågældende person svaret ting som »du er bare jaloux over, vi ikke taler sådan om dig« eller »jeg mangler bare at bolle dig og X (anden person i partiet, red.«, når medarbejderne har sagt fra. 

Mike Fonseca blev smidt ud af Moderaterne, da han blev kæreste med en pige på 15 år. Før det måtte Jon Stephensen sige farvel partiet efter en sag om beskeder til en 19-årig kvinde. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Mike Fonseca blev smidt ud af Moderaterne, da han blev kæreste med en pige på 15 år. Før det måtte Jon Stephensen sige farvel partiet efter en sag om beskeder til en 19-årig kvinde. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

Nathalie Mortensen, der er journaliststuderende og studentermedhjælper i partiet genkender fuldt ud billedet, der beskrives i klagen.

»Jeg bliver fra start alvorligt i tvivl om, hvad den etiske ramme for Moderaterne egentlig er. For alt det som alle kan se, og som alle snakker om og som er så tydeligt … der er der åbenbart ét kontor på hele gangen, der slet ikke kan se noget, og det er ledelsens,« siger hun. 

Derfor ringer Nathalie Mortensen 1. juli til partisekretær Kirsten Munch for at gøre opmærksom på de ting, der har rystet hende efter at have oplevet partiets organisation. 

»Jeg er bekymret for, at der ikke bliver gjort noget ved alle de ting, jeg kan se påvirker rigtig mange mennesker. Fordi jeg vurderer, at jeg som studentermedhjælper ikke har lige så meget så spil som de andre, vælger jeg at gå direkte til den, der har ansvaret for organisationen, nemlig Kirsten (Munch Andersen, red.)«

Hun fortsætter:

»Jeg tænker også over, at det vil være alvorligt for partiet, hvis det, der skete kom, ud i offentligheden. Fordi der har været sagen om Jon Stephensen. Fordi der har været sagen om Mike Fonseca. Det her ville være den dårligste sag for partiet, hvis det kom ud, hvad der virkelig foregik,« siger Nathalie Mortensen. 

Hun fortsætter: 

»Men mest af alt har jeg det dårligt over, at det åbenbart skal være en mediesag, der skal til, før der – forhåbentlig – bliver gjort noget ved de problemer, der har påvirket mange.«

Ifølge Nathalie Mortensen siger Kirsten Munch i deres samtale, at hun »kun kender til én sag«, der handler om problemer i sekretariatet. 

»Derefter hidser hun sig op bliver sur på mig, fordi hun mener, at det der foregår er et privat anliggende. Med det argument holder ikke. Var Mike Fonsecas 15-årige kæreste så ikke et privat anliggende? Var Jon Stephensens 19-årige bekendtskab ikke også et privat anliggende?,« siger Nathalie Mortensen. 

En tidligere medarbejder tør efter nyheden om Caroline Stages ministerpost ikke længere at medvirke i denne artikel med navn og ansigt.

»Jeg synes, at Caroline Stage direkte har faciliteret den mobbende og sexistiske kultur. Nu er hun blevet mere magtfuld, og jeg kan komme til at risikere at arbejde sammen med hende på en anden måde, end jeg ville kunne, før hun fik den her post,« siger den nu tidligere medarbejder.

Er der noget i den klage, der er blevet sendt til Arbejdstilsynet, du ikke kan genkende?

»Nej. Jeg kan genkende det hele.«

Caroline Stage oplyser i en mail sendt fra sit nye ministeriums presseafdeling, at »hun henviser til Moderaterne.«

B.T. har forelagt kritikken for partisekretær Kirsten Munch Andersen, kommunikationschef Ulla Østergaard, og den ledende medarbejder. 

I en skriftligt kommentar »fra Moderaterne« lyder det fra Kirsten Munch Andersen, at hun ikke ved noget om indberetningen af partiet til Arbejdstilsynet. 

»Men jeg står naturligvis til rådighed for såvel Arbejdstilsynet som medarbejdere, der ønsker dialog,« lyder det i en e-mail, før hun fortsætter, at hun »ikke kan kommentere på filer eller dokumenter, som »jeg ikke selv har modtaget og ikke kender indholdet af.« 

Hun skriver videre, at partiet har et »Code of Conduct, som alle i Moderaterne kender til, og som jeg forventer, at alle efterlever. Jeg har som partisekretær det fulde ansvar for forholdene i Moderaternes sekretariat, og vi har nedsat et medarbejderudvalg, hvor vi løbende drøfter, hvordan vi kan forbedre vores arbejdsplads. Er der behov for en yderligere tiltag eller afdækning, så skal vi selvfølgelig iværksætte det.«