Politiske eksperter har natten igennem haft de store ord fremme om de dramaer og store overraskelser, der har fundet sted landet over efter tirsdagens kommunalvalg.

Er du lige vågnet og vil have et overblik over de fire allerstørste dramaer?

Så værsgo at læs her:

1) Efter 112 år er det slut. Punktum:

Simon Aggesen (C) møder pressen efter nederlaget er en kendsgerning. Valgaftenen på Frederiksberg Rådhus på Frederiksberg tirsdag den 16. november 2021. Den 16. november afholdes Kommunalvalg og Regionsrådsvalg i Danmark. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021)
Simon Aggesen (C) møder pressen efter nederlaget er en kendsgerning. Valgaftenen på Frederiksberg Rådhus på Frederiksberg tirsdag den 16. november 2021. Den 16. november afholdes Kommunalvalg og Regionsrådsvalg i Danmark. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021) Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Over midnat kom det frem, at rød blok havde flertal i Frederiksberg Kommune, der ellers siden 1909 har haft en konservativ borgmester. Derfor var det tydeligt skuffet Simon Aggesen (K), der må forlade borgmesterkontoret.

»Vi har måske lige tabt en halvleg – den er 112 år lang. Til gengæld er der ikke lang tid til den næste halvleg begynder. Det er om fire år,« lød det fra Simon Aggesen til journalisterne, da stemmerne var talt op.

I stedet kom det 05:40 frem, at Michael Vindfeldt fra Socialdemokratiet er endt med at blive borgmester i Frederiksberg

2) Av for den Sophie Hæstorp Andersen:

Sophie Hæstorp Andersen ankommer til Københavns Rådhus
Sophie Hæstorp Andersen ankommer til Københavns Rådhus Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix
Vis mere

For første gang i over 100 år er Socialdemokratiet ikke længere det største parti i Københavns Kommune.

Partiet blev overhalet af Enhedslisten, der fik hele 24,6 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet er nu kun næststørst med 17,3 procent af stemmerne efter en kæmpe vælgerlussing.

Alligevel endte det onsdag morgen med, at Sophie Hæstorp Andersen blev valgt som overborgmester, mens Enhedslistens spidskandidat Line Barfoed fik den magtfulde post som ny miljø- og teknikborgmester. Enhedslisten fik også posten som socialborgmester.

3) Præsidentparret blev tabere:

Den tidligere mnister i flere Venstre-regeringer Eva Kjer Hansen endte som en af nattens helt store tabere.
Den tidligere mnister i flere Venstre-regeringer Eva Kjer Hansen endte som en af nattens helt store tabere. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Af mange var det udnævnt som et præsidentvalg i Kolding. Den tidligere SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal mod den forhenværende Venstreminister Eva Kjer Hansen. Men begge måtte tage skuffede hjem. Det var nemlig totalt ukendte Knud Erik Langhoff fra De Konservative, som endte med at få borgmesterkæden.

Det skete efter, at De Konservative til alles overraskelse indgik en aftale med S,  SF og R, der til gengæld fik nogen magtfulde poster i det nye Byråd i Kolding. Til stor skuffelse for Eva Kjer Hansen:

»Knud Erik Langhoff bryder alle traditioner og laver en smal konstituering. Jeg kan kun tilskrive det her én ting, og det er, at det her handler om Knud Erik Langhoff og ingen andre. Der må virkelig sidde nogle skuffede vælgere derude,« sagde Eva Kjer Hansen til pressen natten til søndag.

4) Katastrofe for Dansk Folkeparti:

DF-formand Kristian Thulesen Dahl overvejer nu at trække sig.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl overvejer nu at trække sig. Foto: Philip Davali
Vis mere

For Dansk Folkeparti endte kommunalvalget som en kæmpe fiasko.

Sammenlignet med valget i 2017 har partiet mistet 132 mandater og er nu nede på 91 mandater på landsplan. I alt fik Dansk Folkeparti 4,1 procent af stemmerne, hvilket er mere end en halvering fra 2017, hvor partiet fik 8,7 procent.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl overvejer også sin fremtid.

»Vi kommer til at diskutere alt. Og intet er helligt,« sagde han i nat til Ritzau.