In English: Remember that Obama-selfie? Now you can finally see it

Se Helle Thorning-Schmidts berømte selfie med Barack Obama og David Cameron i videoen herover.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt afslører nu for første gang, hvordan den ikoniske selfie med hende, Obama og Cameron ser ud.

Den er blevet kaldet 'verdens mest berømte selfie' og er aldrig tidligere blevet offentliggjort. Men nu kan BT som de første vise, hvordan Thornings berømte selfie ser ud.

Nu fortæller Helle Thorning-Schmidt, at det var noget af en rædselsdag for hende den dag. For 10 minutter efter at hun havde taget selfien, blev hun ringet op af sin nære allierede og partifælle, daværende justitsminister Morten Bødskov.

Det var denne selfie, som Helle Thorning tog med David Cameron og Barack Obama.
Det var denne selfie, som Helle Thorning tog med David Cameron og Barack Obama. Foto: Privatfoto: Helle Thorning-Schmidt
Vis mere

»Det var en helt særlig og vild dag dér i Sydafrika. Lige efter selfien var taget, ringede Morten, og jeg var nødt til at rejse mig og gå ud bagved, så jeg kunne tale med ham. Enhedslistens Pernille Skipper havde sagt, at de trak støtten til ham. Jeg var ked af det. Virkelig, virkelig ked af, at han måtte gå af. Så jeg stod sådan og plirrede med øjnene og skulle lige fatte, hvad der var sket. Imens foregik der så mange andre ting omkring mig. Og den der selfie, som jeg slet ikke vidste, ville blive en stor ting. Jeg sad og var i sms-kontakt med Morten, samtidig med at der hele tiden kom alle mulige mennesker fra hele verden hen og talte til mig,« fortæller Thorning.

Helle Thorning-Schmidt tog selfien af sig selv sammen med den tidlligere amerikanske præsident Barack Obama og tidligere britiske premierminister David Cameron 10. december 2013, da hun deltog i en mindehøjtidelighed for den sydafrikanske frihedshelt og senere præsident Nelson Mandela, der var død få dage forinden. Og selv om det ikke har skortet på utallige opfordringer, har Thorning indtil nu nægtet at offentliggøre selfien. 'Vi ser fjogede ud,' har forklaringen lydt. Men her er den så. Døm selv. Helle Thorning-Schmidt har nemlig valgt at offentliggøre selfien i sin nye bog 'Hvad man ikke dør af', som er skrevet af journalist Nina Munch-Perrin i tæt samarbejde med Thorning selv. Bogen udkommer 12. oktober.

Hun har tidligere fortalt, at det var tilfældigt, at hun kom til at sidde ved siden af Obama til mindehøjtideligheden, der foregik på et stadion med 95.000 deltagere og masser af sang og musik.

Av for et blik, Michelle Obama sender til sin mand.
Av for et blik, Michelle Obama sender til sin mand. Foto: ALEXANDER JOE
Vis mere

Hun havde fulgtes med kronprins Frederik til arrangementet. De var blevet lidt forsinkede og blev væk fra hinanden. På stadion var der reserveret et område til stats-og regeringsledere, og Thorning satte sig på den sidste ledige stol ved siden af to stole, der var reserverede. De viste sig at være til Michelle og Barack Obama, der kort efter indtog deres pladser.

»Jeg sad i det hjørne, hvor Michelle og Barack Obama sad, så der kom hele tiden mange mennesker derover. De var festens midtpunkt. Alle ville have taget billeder med de to. Og der blev taget mange fotos, hele tiden,« fortæller Helle Thorning-Schmidt.

På et tidspunkt kom David Cameron også over til dem, og så fik Thorning også selv lyst til at tage en selfie. Det havde hun lige lært af sine døtre under et besøg i Wales, og derfor fik hun helt spontant lyst til at gøre forsøget. Både Cameron og Obama var med på ideen. En fotograf fra nyhedsbureauet AFP var så heldig at forevige seancen - det vidste Thorning så ikke.

»Det er på vej væk fra stadion, jeg får en opringning fra Villy (Søvndal, red.) om, at han planlægger at trække sig som udenrigsminister og helt vil forlade politik på grund af sit helbred. Og det var først, da jeg mellemlandede i Frankfurt, at jeg så, selfiehistorien var blevet så kæmpestor,« siger Helle Thorning-Schmidt.

David Cameron (yderst til venstre) siger, at Helle Thorning-Schmidt vil tage det berømte 'selfie-billede'.
David Cameron (yderst til venstre) siger, at Helle Thorning-Schmidt vil tage det berømte 'selfie-billede'. Foto: ROBERTO SCHMIDT
Vis mere

En af grundene til at selfiehistorien blev så stor, var, at flere opfattede det som upassende opførsel. En anden var, at flere tolkede Michelle Obamas udtryk på billedet, som om hun misbilligede deres opførsel. Begge dele bliver klart tilbagevist af Thorning, der beskriver stemningen på stadion som en folkefest snarere end en begravelse.

Den amerikanske avis Washington Post kårede billedet af selfie-øjeblikket med Helle Thorning-Schmidt til det sjette-bedste politiske billede i 2013. Samtidig er det blevet genoptrykt i flere coffeetable-bøger og på kunstudstillinger. Blandt andre på Saatchi Gallery i London, der i sommeren 2017 havde succes med udstillingen 'From Selfie to Self-Expression'.