Dansk Folkeparti kalder statsminister Mette Frederiksen (S) i samråd om aflivning af mink, skriver partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) på Twitter.

'I foråret var der ingen grænser for, hvor ofte Mette Frederiksen forklarede linjen omkring corona. Pressemøde efter pressemøde. Nu er der problemer. Det slingrer. Og så er statsministeren fraværende. DF kalder statsministeren i samråd om hele minkskandalen,' skriver han.

Regeringens håndtering af minksagen har medført stor kritik fra både politiske venner og fjender, og flere har krævet fødevareminister Mogens Jensens afgang for sin håndtering af sagen.

Det skete, efter at regeringen ikke sikrede sig lovhjemmel til at instruere minkavlere i at slå raske dyr ned uden for smittezoner.

Nu er Mogens Jensen imidlertid blødt op for at lade visse mink leve.

»Minkavlen kan ikke gøre for, at coronaen er kommet. Vi gør, hvad vi kan for at se på, hvorvidt det er muligt at bevare avlsdyr. Regeringen har intet imod minkavl. Tværtimod har vi været med til at fremme minkavl. Det er en vigtig økonomi og mange arbejdspladser,« siger Mogens Jensen blandt andet til TV Midtvest.

I går, onsdag, skrev Mette Frederiksen ellers det stik modsatte på Facebook:

'Når vi som regering modtager en så klar risikovurdering, mener vi ikke, vi kan gøre andet end at træffe den tunge beslutning at lade minkene aflive også de mink, som ikke selv er smittede eller befinder sig i nærheden af smittede besætninger,' skrev hun.

Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby er decideret rasende over fødevareministerens pludselige udspil om avlsdyr.

»Det kan give mening at fastholde 56.000 avlsdyr. Men ikke under de præmisser, regeringen sætter op. Der er så mange forbehold, at det ikke har gang på jord at gennemføre. Så det er en helt almindelig narresut, man her præsenterer,« siger han til Ritzau.

Ifølge Hans Kristian Skibby er det en del af udspillet, at minkene skal holdes under så sikrede forhold, at det reelt er umuligt.

»Det er et forslag, der lyder skønt og velmenende over for minkavlerne. Men ser man på præmisserne om, at det skal være nærmest hermetisk lukket, så er det jo umuligt. Vi kan jo ikke grave 56.000 mink ned i undergrunden i tre år og tro på, at de springer op, når vi skal bruge dem. Det har ingen gang på jord i virkeligheden. Og jeg synes, at man tager pis på avlerne, hvis jeg skal sige det lige ud,« siger Hans Kristian Skibby.

Andre læser også