Social-demokraternes spidskandidat ved det kommende EU-valg, Dan Jørgensen, kan have scoret over en million kroner kontant på at hæve rejsepenge i EUs kasser.

Penge han har i overskud, fordi alle EU-politikere får udbetalt 10.000 kroner per rejse til Bruxelles ligegyldigt hvad billetten koster.

Da Dan Jørgensen blev valgt til EU-valget i 2004, var det på dette løfte til vælgerne:

»Hvis jeg bliver medlem af EU-Parlamentet vil jeg fremlægge bilag for mine rejseaktiviteter.«Dan Jørgensen prøvede at få kandidaterne fra de andre partier til at være med på, at de ville give hver en krone i overskud for rejserne tilbage til EU.

I dag vil Dan Jørgensen ikke overholde sit eget valgløfte.

B.T. har flere gange tilbudt at flyve til Bruxelles for at se bilagene - eller at gennemgå dem hos en revisor. Men Dan Jørgensen nægter at vise sine lovede bilag.

»Han holder ikke det, han lover, og det siger vist alt om Dan Jørgensen,« siger Benjamin Dickow fra Liberal Alliance.

En udregning, B.T. har lavet på baggrund af oplysninger om billetpriser fra Vejle Rejser, der arrangerer Dan Jørgensens rejser, viser at S-politikeren har haft et million-overskud på sine rejser.

Dan Jørgensen rejser til møder i Bruxelles og Strasbourg cirka 40 gange om året. Over fem år er det blevet til cirka 140 rejser til Bruxelles og 60 rejser til Strasbourg.

Ifølge Vejle Rejser koster en billig billet til Bruxelles 1415 kroner, mens en billet, der bestilles med kort varsel, koster over 4.000 kroner. De møder, EU-politikerne holder i Strasborg, ligger fast - derfor kan biletterne bestilles i forvejen.

Her er de billigste biletter dog stadig »dyre«: 6393 kroner.

På fem år har Dan Jørgensen fået cirka 2,12 millioner kroner af EU til dækning af 200 flyrejser. Men Dan Jørgensens udgifter er langt, langt lavere - faktisk det halve.

Går man ud fra, at Dan Jørgensens 140 rejser til Bruxelles har kostet 4433 kroner stykket - selv om rejserne altså ofte fås langt billigere - og rejserne til Strabsourg koster 6393 kroner, har Dan Jørgensen på fem år brugt lidt over én millioner kroner på flybiletter.

Overskuddet er 1.115.800 kroner på fem år - eller 223.160 kroner om året. At regnestykket er realistisk, bekræftes af, at en anden EU-politiker, Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU, giver sit parti 603.000, som han har haft i overskud på lidt mere end to års EU-rejser.

»Det er umuligt at bruge alle de penge, som man får udbetalt fra EU til rejser. Og alle er hjertelig velkomne til at se mine bilag.«Hvad mener du om, at Dan Jørgensen ikke vil fremlægge sine lovede bilag?

»Jeg kan kun sige, at politikere bør altid overholde det de lover,« siger Søren Søndergaard. Det eneste Dan Jørgensen vil ligge frem er et løseligt rejseregnskab.

Her er overskuddet på fire år for rejser blot 11.432 kroner, selv om han i alle årene har fået udbetalt 10.000 kroner om ugen i rejsegodtgørelse af EU hver gang han skulle til Bruxelles - og 12.000 kroner hver gang han skulle til Strasbourg.

Dan Jørgensen oplyser dog, at han har brugt en del af de mange overskydende penge på udgifter, som de reelt ikke er udbetalt til. De er brugt på leje af biler, rejser til halvårlige møder hos de Europæiske Socialdemokrater, til kongresser i Aalborg og flere rejser til USA og London.

B.T. har fået disse svar fra Dan Jørgensen:Hvor er de bilag, som du lovede at fremlægge for vælgerne?

»Vi gør det på den måde, at vi har et lukket system, hvor det er partikontoret som afholder udgifterne. Bilagene ligger henholdsvis arkiveret der og hos en registreret revisor, der står for regnskabet,« siger socialdemokraternes spidskandidat Dan Jørgensen til B.T.

Hvor er bilagene? Det var det, som du gik til valg på sidste gang? »Det mener jeg ikke. Efter valget laver vi et samlet regnskab for rejserne, hvor vi tilbagebetaler det overskydende beløb til EU.«

Jeg læser dit valgløfte op igen: Det er altså bilag, som du har lovet?

»Når vi fremlægger vores regnskab og det hele er bogført, så kan vælgerne også få lov til at se bilagene, der ligger bag. Det sker efter valget.«

Hvorfor må vi ikke fra B.T. se, hvad du har brugt penge på?

»Det må I gøre efter valget, når revisoren er færdig. Der er stadig bilag, der ikke er bogført.«

Hvorfor skal det tage fem år før du vil fremlægge jeres regnskab og de lovede bilag for vælgerne?

»Vi har valgt at gøre det sådan, at vi opgør udgifterne og tilbagebetaler, når perioden er afsluttet.«

Du synes ikke, at du overtrådt dit valgløfte - du kan jo have afleveret regninger for alt muligt?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg har overholdt mit valgløfte til punkt og prikke, og ikke afleveret bilag for andet end mine arbejdsrejseaktiviteter.«

I har jo allerede skrevet til os, at I har brugt rejsepenge til partimøder - den slags skal danske ministre jo selv betale?

»Det ved vi godt. Men der er ingen regler, og vi har fra starten sagt, at vi inkluderer alt som har med arbejdet som EU-politiker at gøre. Men nu vil jeg gerne spørge dig, skal du ikke spørge alle de andre politikere, der har puttet pengene i egen lomme.«

Jo, men de er jo ikke gået til valg på, at de vil ligge alt frem!»Men jeg mener da, at det er dem, du skal gå efter,« siger Dan Jørgensen.