Hun har hørt alle argumenterne imod at tvinge kvinder i værnepligt ligesom mænd.

 Alligevel er 25-årige Sofie Lindholm ikke i tvivl efter selv at have været fire måneder i trøjen: 

»Vi er klar til kvindelig værnepligt,« siger Lindholm, der er rådsmedlem for Værnepligtsrådet – de værnepligtiges tillidsorganisation.

»100 procent frivillighed er at foretrække for begge køn, men vi står i en usikker situation, hvor der kan blive behov for at skrue op for Forsvarets kapaciteter med kort varsel. Så ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv er det bare nødvendigt,« uddyber Sofie Lindholm. 

B.T. har ringet hende op for at teste nogle af de argumenter, som i disse dage bliver fyret af imod kvindelige værnepligtige. 

Selvom et flertal i Folketinget går ind for kvindelig værnepligt, er kvinderne indtil videre fredet i den ti-årige rammeaftale, som forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) præsenterede i denne uge

Det skal dog forhandles helt på plads efter sommer, og her har Danmarksdemokraterne allerede meldt ud, at hvis kvinderne skal tvinges i trøjen, er de ude af forliget. 

Ifølge Inger Støjberg er der ikke behov for kvindelige værnepligtige, fordi mange falder fra, og fordi »der er fysiologiske forskelle« på mænd og kvinder, siger hun til Ritzau. 

»Det er helt rigtigt, at der er fysiologiske forskelle. Men selvom flere kvinder rammes af skader, er det ikke et argument for, at man ikke skal inkludere kvinder og se på indholdet af, hvor hurtig progressionen i træningen eksempelvis skal være. Det kan man løse,« siger Sofie Lindholm. 

Hvordan kan det ændres konkret uden at være på baggrund af køn?

»Man tester jo allerede fysikken, når man starter, slutter og undervejs. Der kunne man godt niveauopdele, så der eksempelvis er forskel på, hvornår i forløbet, man bliver bedt om at bære fuld oppakning.«

Men er det ikke et problem, hvis kvinderne ikke kan det samme efter værnepligten? 

»Selvfølgelig skal der været vist fysisk niveau, og den her niveaudeling skal ikke være kønsbestemt. Allerede i dag kan man komme ind med en relativt dårlig fysisk form, så det vil være godt også for mænd.«

Hvad med i en konkret krigssituation, kan det ikke være et problem der? 

»Nej, for opgaver i Forsvaret løses i en gruppe, hvor den enkelte soldat bliver uddannet til en funktion, der passer til deres evner. Det er samspillet, både mellem det mentale og fysiske, der skaber god opgaveløsning. Også i krig.«

Foto: Privatfoto fra Sofie Lindholms (til højre i billedet) værnepligt
Vis mere

Den liberale politiker Ole Birk Olesen (LA) skriver på Twitter: 

»Til tilhængerne af kvindelig værnepligt: Så I ønsker, at 18-årige kvinder skal have pligt til at møde op til bedømmelse på Forsvarets Dag, hvor en andel af dem skal have at vide, at de kasseres, fordi de er for tykke, ligesom en andel af de unge mænd får det at vide i dag?«Men det argument køber Sofie Lindholm ikke. 

Hun mener, det ikke er værre for kvinder at blive kasseret på baggrund af BMI end for mænd. 

»Nej, det er ikke et godt argument, det har vi jo accepteret, at vores jævnaldrende mænd har været udsat for i en lang årrække. Hvis vi synes, det er ok, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være ok for kvinder? Ellers skulle vi da også kræve ændringerne for mænd.«

Men kan det ikke være værre for kvinder? 

»Altså, til Forsvarets Dag er der jo bare nogle helt klare, lægefaglige rammer. Hvis dit BMI er X, bliver du sorteret fra. Og der er de fleste unge kvinder ret selvbevidste, så det er formentlig ikke overraskende for særlig mange.«

Ole Birk Olesen skriver på Twitter, at debatten i mange år har handlet om, at unge kvinder rammes hårdere end mænd, når de oplever 'body-shaming'. Er der slet ikke noget i det? 

»Nej, jeg synes ikke, det er bodyshaming at blive vurderet til Forsvarets Dag. Det er jo en fysisk krævende uddannelse, hvor kravene er der for at sikre imod risikoen for skader.«

Én af de fordomme, Sofie Lindholm ofte selv møder i debatten om kvinder i værnepligt er, at der er rigtig mange krænkelser. 

»Det argument møder jeg ofte, men det er ikke et retvisende billede. I forhold til frekvensens foregår der ikke ekstraordinært mange krænkelser i værnepligten. Det gør der virkelig ikke, og vi er jo involveret i de sager, der er.«

Foto: Privatfoto fra Sofie Lindholms værnepligt
Vis mere

Sofie Lindholm påpeger, at kvinder ikke er en minoritet på samme måde i dag, som bare for 20 år siden. 

»Kvinder udgør op mod 30 procent af værnepligtige i dag, nogen steder er det 50 procent,« forklarer Sofie Lindholm. 

Når det kommer til de ansatte i Forsvarsministeriets koncern, udgør kvinder 19 procent ifølge de seneste tal fra 2022.

Når det handler om andelen i uniform, udgør kvinderne 9,3 procent.

Andre læser også