Maj blev endnu en måned med kraftige stigninger på aktiemarkedet, hvor globale aktier steg næsten 6 pct. 

Investorerne satser på en fremtid med faldende toldsatser, fortsat vækst og politisk støtte – og ignorerer for nu de mange mørke skyer i horisonten, bemærker Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen.

»Aktiecomeback’et er bemærkelsesværdigt stærkt. Virksomheder overalt i verden ved stadig ikke hvilke toldsatser, der gælder om få måneder. Det skaber et miljø af uvished, hvor vigtige beslutninger om ansættelser og investeringer bliver udskudt,« forklarer han.

Opblødningen i handelskrigen mellem verdens to supermagter - USA og Kina - har været en væsentlig årsag til den opsigtsvækkende kursfest. Men under overfladen hersker usikkerheden stadig, understreger Jacob Pedersen i en kommentar. 

Seneste udvikling – herunder handelsrettens forbud mod Trumps gengældelsestold og appelrettens udskydelse af dommen – skaber yderligere usikkerhed. 

Læs også: Økonom mener nedtur i Novo Nordisk 'formentlig' er kulmineret

Regnskabssæsonen er afsluttet uden de store overraskelser, og inflationstal samt rentebeslutninger har ikke skabt drama. Det giver plads til en mere optimistisk stemning, særligt fordi de værste recessionstruende scenarier i USA nu synes fjernet fra bordet.

Ifølge banken tager markedet forskud på en fremtid, hvor rigtig meget går godt: Lavere toldsatser, støtte fra politiske og pengepolitiske indsatser og fortsat vækst – særligt i USA.

Men optimismen sker ikke uden risici, advarer Jacob Pedersen. Verdens største og vigtigste økonomi - den amerikanske økonomi - ser ud til at miste fart, og i Europa er effekterne af store investeringsinitiativer endnu ikke synlige. 

Dertil kommer stigende gældsniveauer, især i USA, som indtil videre ignoreres af investorerne – men som potentielt kan skabe rystelser på de finansielle markeder.

Aktierne handles tæt på rekordniveauer, og prisfastsættelsen er høj i forhold til den usikkerhed, der præger verdensøkonomien. Væksten i selskabernes indtjening er allerede blevet nedjusteret, og flere justeringer ventes. Alligevel vurderer man hos Sydbank, at det ikke ser ud til at være nok til at bremse opturen lige nu.

Artiklen er oprindelig udgivet af Euroinvestor.

Læs også: Sådan spotter mangeårig investor gode udbytteaktier

Læs også: Milliardforvalter lancerer Danmarks første fond med fokus på europæiske forsvarsaktier