En tæt kamp mod Den Bosch endte med sejr til Bakken Bears, som nu er klar til CL-kvalifikationsfinalen.
Bare én sejr adskiller Bakken Bears fra at sikre sig en plads i Champions League.
Det står klart, efter at det aarhusianske basketballhold tirsdag aften nedlagde hollandske Heroes Den Bosch 82-77 i kvalifikationsturneringens ene semifinale.
Om to dage venter kvalifikationsfinalen mod BK Patrioti Levice fra Slovakiet. Ligesom de øvrige kampe spilles den i bulgarske Samokov.
De danske mestre var på en svær opgave mod Hollands ditto, som åbnede kampen med langt større præcision.
Det stod 25-18 i hollandsk favør ved indgangen til andet quarter, hvor Bakken Bears fik bedre fat. Danskernes forsvar stod solidt mod Den Bosch, som havde svært ved at spille sig frem til gode positioner og var bagud med to point ved pausen.
Men det var generelt en kamp, der var svær at blive klog på.
Den Bosch oparbejdede efter pausen en føring på seks point og var foran i størstedelen af kampen.
Men Bakken Bears fortsatte med at holde sig inde i kampen. Med henholdsvis 21 og 20 point var Tymu Chenery og Sylvester Berg afgørende for, at det alligevel tippede over til det danske mesterholds fordel.
Med mindre end to minutter igen førte hollænderne 77-76, men Berg tog ansvar og sørgede for den føring, som ikke blev sat over styr.
Champions League er den største europæiske klubturnering i forbundsregi, men kan ikke måle sig med den private EuroLeague, hvor de stærkeste europæiske klubber deltager.
Bakken Bears vandt i 2024 den noget mindre turnering European North Basketball League og har tidligere været i semifinalen i Europe Cup.
/ritzau/