Hidtil er det primært radikale partimedlemmer, der har anklaget tre unge radikale kandidater for at være fundamentalister, fordi de har forbindelse til den pakistanske muslimske organisation Minhaj-ul-Quran. Men nu får de radikale skeptikere ekstra skyts fra uventet hold, skriver Politiken torsdag.

De bliver bakket op i kritikken af Wallait Khan, der dels selv er pakistaner og formand for Pakistan Society i Danmark og dels tilhører et helt andet parti - nemlig Venstre, som han repræsenterer i Borgerrepræsentationen i København.

"Det er helt forkert at udlede af den seneste uges ophedede debat, at de radikale ikke kan lide muslimer. Sagen handler kun om tre personer - nemlig de pågældende kandidater - der forsøger at forene to ideologier, der ikke kan forenes", siger han.

"Der er ingen tvivl om, at Minhaj-ul-Quran er fundamentalistisk. Den kæmper for islamisk lovgivning - herunder at få indført dødsstraf. Og organisationen i Danmark er en filial af hovedorganisationen i Pakistan", siger Wallait Khan.

"Jeg vil ikke kritisere organisationen, for den kæmper imod det politiske system i Pakistan, og det skal den have lov til. Men indvandrerkandidater herhjemme skal gøre sig klart, hvad det er for en ideologi, de kæmper for. Det er forkert at påstå, at den radikale kritik af kandidaterne er et bagslag for integrationen herhjemme. Det er indvandrerne, der skal forstå, hvilken ideologi de har, inden de går aktivt ind i politik. Man kan ikke sige, at man både går ind for Minhajs og de radikales ideologi, for de er modsat af hinanden", siger han.

Wallait Khan har selv været medlem af Minhaj-bevægelsen i Danmark for "fire-fem år siden".

På det tidspunkt repræsenterede han Indvandrerlisten i Borgerrepræsentationen. Han vil hverken fortælle, hvad der fik ham til at gå ind i bevægelsen eller til at forlade den igen.

"Det er et meget følsomt emne - specielt i disse dage", siger han. Derfor har han også hidtil undgået at blande sig i debatten.

Næstformand i Minhaj-Ul-Quran i Danmark, Babar Baig, der også er en af de omtalte radikale kandidater, afviser kritikken.

"Jeg kan kun tage afstand fra Wallait Khans udtalelser", siger han.