Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med journalist Rasmus Tantholdt om at spise gedetarm, fodbold med Graulund, besøg hos præsidenten og meget, meget mere ...

LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Rasmus Tantholdt og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.

Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.

I denne uge har Simon Riedel talt med journalist Rasmus Tantholdt om at spise gedetarm, fodbold med Graulund, besøg hos præsidenten og meget, meget mere ...

Jeg sov temmeligt dårligt aftenen før ... jeg skulle interviewe Syriens præsident Bashar al-Assad. Jeg var først og fremmest bekymret for, om det blev til noget, men også bekymret for, hvordan det skulle gå. Jeg vidste, at uanset hvad jeg gjorde under det interview, ville der stå nogle og kritisere. Nogle, fordi jeg gav ham taletid. Og andre ville kritisere mig for ikke at have slået hårdt nok, hvis jeg havde knaldet ham en på siden af hovedet. Jeg lå hele aftenen før og gennemtænkte strategien for interviewet, og var ekstremt lettet bagefter, da det så ud til at være gået o.k. Det endte med, at jeg fik flere positive tilkendegivelser fra nær og fjern, end jeg nogensinde har fået for et journalistisk produkt. Jeg frygtede kritik fra journalistiske kolleger, der sikkert også ærgrede sig over, at de ikke selv havde fået det interview, og det kom også til at ske fra nogle ganske få. Men det vigtigste har været ros fra seerne.

Hvem er de gode, og hvem er de onde ... det er ikke nemt at finde ud af. Der er ingen tvivl om, at Bashar al-Assad er en brutal, blodig diktator, men det er meget mere nuanceret end som så. Hvis mange af de oprørere, der kæmpede, havde de samme ressourcer, som han har, så frygter jeg, at de ville opføre sig lige sådan. Alle har blod på fingrene – og den syriske diktator har det i høj grad.

Hvis folk selv prøvede at tage til Syrien, ville de ... nok blive lidt overraskede over hvor store dele af Syrien, der ikke er berørt af krigen. Størstedelen af byen Damaskus ligner sig selv. Det mangler vi at se i mediebilledet. Det, der foregår i Aleppo og andre belejrede områder, er ganske katastrofalt og en humanitær katastrofe, ingen tvivl om det. Men de krigshærgede områder er jo en del af det samlede billede. Jeg ville ikke være bekymret for at tage min egen søn med til Damaskus - men det skal ikke være overskriften for dette interview. Damaskus er et sted, hvor man kan opholde sig flere steder, og det tror jeg ikke, mange er klar over. Der er også dele af byen, der er helt ødelagte. Men det betyder ikke, at syriske flygtninge i Danmark bare kan tage hjem. De risikerer bl.a. fængsel og tortur, og det har kostet 18.000 mennesker livet, siden krigen begyndte.

Jeg var ved at miste appetitten, da ... jeg spiste hos en familie i Afghanistan i Bamyan. Alle restauranter var lukket, men min fotograf og jeg mødte nogle søde og gæstfrie folk, der bød os på mad. Vi kunne naturligvis tale dansk med hinanden, uden de forstod, og vi var enige om, at denne her mad faktisk smagte af lort. Vi spurgte dem, hvad vi spiste, og de fortalte, at det var endetarmen fra en ged, i små ringe. Så var det jo ikke så mærkeligt, det smagte af lort. Det var meget svært at tygge i - det mindede om blæksprutteringe, og det er ikke det bedste måltid, jeg har fået.

I disse uger har vi på TV2 fokus på kræft ... min allernærmeste familie har heldigvis været forskånet for kræft, det er jeg ufattelig taknemmelig over, men jeg er også bevidst om, at det kan ramme. Det er noget, der fylder for alle. Kræft er, så vidt jeg ved, en af de sygdomme, der dræber flest i Danmark. Så selvom vi lever i et velfærdssamfund, kan verden bryde sammen for mange mennesker, når de rammes af sygdommen.

Jeg var nærmest ved at dø af grin ... da jeg så mig selv i programmet Størst fra OL-byen Rio med Peter Ingemann. Der rendte jeg rundt ude i en favela med politiet. Det hele var meget alvorligt, men jeg havde taget min sikkerhedshjelm omvendt på, hvilket så ufattelig dumt ud. Da jeg så det på tv, var jeg altså ved at tisse i bukserne af grin. Når man har et meget alvorligt ansigtsudtryk, men ligner en nar, er det bare sjovt. Jeg får næsten hver dag mail fra folk, der griner deres røv i laser over det.

Det er kikset, når folk ... ikke kan grine ad sig selv. Når folk bliver selvhøjtidelige.

Jeg var stolt af mig selv, da ... jeg løb ind på Aarhus Stadion og spillede på hold med Peter Graulund i hans afskedskamp i 2012. Jeg er kommet på det stadion, siden jeg var en lille dreng. Nu stod jeg selv på banen.

Min stærke side er ... at jeg kan navigere i kaos. Og så synes jeg, jeg har en god indlevelse og et stort nærvær med de mennesker, jeg er sammen med.

Min knap så stærke side er ... at jeg til tider er distræt og glemsom. Hvis noget ikke interesserer mig, glemmer jeg det igen. Og så laver jeg for mange overspringshandlinger og kan være lidt for meget af en ’pleaser’.

Man får styrke som menneske af ... at opleve, at man ikke kan tage noget for givet. Det oplever jeg jo ofte, når jeg tager ud at rejse. Vi skal være glade for det, vi har, og måske ikke fokusere så meget på det, vi ikke har. Jeg har stået i situationer, hvor jeg har været glad for at trække vejret. Det er sundt nogle gange at komme derud, hvor man sætter pris på de allermindste ting i tilværelsen.

Dramatiske oplevelser som korrespondent ... kan nok give posttraumatisk stress - det har jeg måske allerede fået, men det er sådan, at TV2 tilbyder krisepsykologer, hvis man har været ude i noget, der har sat sig spor. For en del år siden gjorde jeg brug af det tilbud, men det er ellers ikke noget, som jeg benytter mig af.

Jeg har det svært med at omgås mennesker, der ... er meget religiøse. Uanset hvilken religion de har. De må gøre, hvad de vil, men jeg synes, det er anstrengende, når folk forsøger at fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv, fordi de selv mener, de har fundet løsningen på det hele. Jeg er ateist og kunne ikke drømme om at ville blande mig i deres liv.

Tålmodighed er noget ... som jeg ikke besidder. Jeg har slet ingen tålmodighed, og det er en af mine største fejl. Jeg kan ikke finde ud af at stå i kø, så finder jeg straks min telefon frem og kigger på den. Og jeg bruger gerne tiden i bilen på noget fornuftigt også - f.eks. interview med høretelefonerne på som lige nu. Så har jeg ingen problemer med at overholde hastighedsgrænserne og bruger tiden effektivt.

Jeg havde aldrig regnet med, at jeg en dag skulle ... ha’ det her job, jeg har, hvor jeg rejser rundt til alverdens utrolige begivenheder. Det lå ikke i kortene, dengang jeg var ung og spillede i et band. Dengang havde jeg ikke rigtig nogen idé om, hvad jeg skulle, men det ændrede sig.

Rasmus Tantholdt er snart (8. november) aktuel med programmet 'Størst special',  hvor han sammen med Peter Ingemann er i USA og ser på det amerikanske præsidentvalg.