- Han har bortført min søn.

Det var den forklaring fra Marion Weilharter, der nu har fået østrigsk politi til at udstede en international arrestordre på Olivers far, danske Thomas Sørensen, 40.

Østrigs polilti mener, han har bortført sin fem-årige søn i den østrigske by Graz tirsdag.

Manden, Thomas Sørensen, bor ikke længere sammen med moderen, Marion Wailharter. Hun var tidligt i morges på vej i børnehave med sønnen Oliver, da de blev standset af en sort Volvo.

Strid om forældremyndighed

Kvinden har sagt til politiet, at to mænd steg ud af bilen, hvor den ene tog fat i hende, mens den anden, hendes danske eks-kæreste, slæbte drengen ind i bilen og kørte væk.

Manden har i flere omgange forsøgt at få forældremyndigheden, og han har en dansk domstols ord for han har forældremyndigheden. I dag tog han angiveligt sagen i egen hånd og bortførte drengen.

Politiet i Graz undersøger stadig sagen, skriver østrigske medier.

Bt.dk har været i kontakt med Udenrigsministeriet, men her har man ikke kendskab til sagen og vil i øvrigt ikke udtale sig om personssager.

Forstå Thomas Sørensens handling

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup har tidligere støttet Thomas Sørensen, som deltog i DRs 'Aftenshowet' i august sidste år - han har forståelse for Thomas Sørensens handling.

- Menneskeligt er det jo fuldt forståeligt. Men man må jo ikke må begå selvtægt, og det kan jeg ikke billige. Men jeg kan sagtens forstå, at Thomas Sørensen er frustreret, når han har fået medhold ved en dansk domstol, og Østrig, som også har tiltrådt Haager-konventionen, ikke vil følge den dom, siger Peter Skaarup.

Han har stillet spørgsmål til blandt andet udenrigsminister Villy Søvndal i sagen.

- Men jeg har fået nogle henholdende og nølende svar, og Thomas Sørensen har følt, at der ikke blev gjort noget i sagen. Så jeg kan godt forstå, han er blevet oprørt, siger Peter Skaarup.