I 16 år har sandheden om en grufuld episode i dansk militærhistorie været holdt skjult. Af soldater, der skammede sig. Af officerer, der gemte sig. 8. august 1995 henrettede en gruppe forbrydere ni handicappede - herunder en kvinde i kørestol - på en skole i Kroatien.
Mens danske soldater så på. Passive. Uden at hjælpe. - De kunne intet gøre, lød den officielle forklaring. Derefter fulgte tavsheden. Men sandheden er en anden: 200 danske soldater opholdt sig kun få meter væk.
Henrettelserne blev direkte overværet af soldater med fingeren på aftrækkeren. Svært bevæbnede danske soldater kunne have grebet ind og reddet liv. De gjorde ingenting.
Uddrag fra det 8-siders tillæg:
Lyden af skud gav genlyd i aulaen. Den højeste af de fire forbrydere, en ranglet, halvskaldet mand på knap to meter, havde vendt sig mod Teodorovic.
Den gamle kvinde og forbryderen kunne næsten røre hinanden, så det var ikke nødvendigt at tage sigte; forbryderen nøjedes med at affyre sin AK 47 fra hoften. Skuddet ramte Teodorovic i højre side af brystet og fortsatte ud gennem hendes ryg.
Hun rokkede sig ikke; blev bare siddende på stolen. Død. Men det værste var ikke, at Teodorovic Desanka, Maric Zorka, Macut Jovan, Terezija Ruzak, Darko Krivokuca og fire andre handicappede den eftermiddag blev henrettet en for en af krigsforbrydere.
Det værste var, at massakren - de grusomme drab på ni sagesløse handicappede - kunne have været forhindret.
Læs hele den rystende afdækning i B.T. Plus:
- Et 8-sider tillæg om hele fortællingen om masakren i Dvor
- Henrettet i sin kørestol
- de danske soldater så bare på
- Ingen gav ordre til at stoppe massakren
- Soldat: Fortryder hver dag at vi ikke greb ind
Et stort antal danske FN-soldater, udstationeret i Kroatien, undlod i 1995 at gribe ind, da mænd i camouflageuniformer henrettede ni handicappede serbere for øjnene af danskerne.
Dette sorte kapitel i dansk krigshistorie er trods dens gru stort set ubeskrevet. Tragedien er kun over-fladisk omtalt i enkelte avisartikler og i et par erindringsbøger, den ene skrevet af den daværende styrkechef, pensioneret oberst Jørn Jensen.
I 16 år har soldaterne og deres chefer igen og igen holdt sig til samme - stærkt fortegnede - forklaring om tragedien: At det var umuligt for - nogle ganske få - danske soldater at forhindre massakren.
Det er ikke sandt.
Måtte ikke gribe ind
B. T. kan i dag dokumentere, at henrettelserne fandt sted ganske få meter fra et dansk kompagni på 200 fuldt udrustede soldater, der havde adskillige muligheder for at gribe ind overfor de 12 gerningsmænd, der med håndgranater og håndvåben myrdede løs foran de passive danskere.
16 år efter henrettelserne må dansk krigshistorie derfor skrives om og tragedien ses i et andet lys: Danskerne var de få forbrydere fuldstændigt overlegne - men soldaterne fik ordre til blot at kigge på.
De måtte ikke gribe ind.
Likvideringerne fandt sted 8. august 1995 i den kroatiske by Dvor under »Operation Storm« - en voldsom kroatisk militæroffensiv, der kostede omkring 2.000 mennesker livet og drev godt 250.000 serbere på flugt.
Det danske stabskompagnis lejr lå placeret i netop Dvor, hvor danskerne havde inddraget en del af den lokale skole. Den øvrige del af skolebygningen blev beboet af en gruppe handicappede serbere, som var blevet efterladt, da Dvors borgere i dagene forinden flygtede fra den fremrykkende kroatiske hær.
Omkring klokken 14.25 fik en deling på 33 danske soldater ved skolens vestlige side øje på 12 mænd i camouflagetøj, som gik på en vej nær skolen i den forladte by. Og fra en FN-bunker på taget af skolen så to danske soldater, hvordan fire af mændene tvang sig adgang til skolen med håndgranater.
Herefter blev de ni fysisk og psykisk handicappede linet op på række og slået ihjel en for en. Desuden blev tre-fire civile ført ud af skolen med hænderne bag nakken. Deres skæbne er uvis.
Varede 15 minutter
I alt stod massakren på i 15 minutter.
Danskernes daværende bataljonschef, pensioneret oberst Jørn Jensen, har i bøger og avisinterview givet udtryk for, at danskerne var magtesløse. Senest i sin egen bog, I krydsild, fra 1996.
- Et par af vore soldater havde den grusomme oplevelse at kunne se likvideringen uden at have mulighed for at gribe ind, konstaterer Jørn Jensen.
I de fire avisartikler, der blev bragt om sagen, fastholdte Jørn Jensen samme historie: At det reelt var umuligt for de få danske soldater at stille noget op.
Men udlægningen er usand.
I den seneste måned har B. T. talt med 25 vidner og gennemgået omfattende materiale om sagen. Rekonstruktionen af begivenhederne viser entydigt, at de danske soldater havde en række muligheder for at gribe ind i løbet af de 15 minutter, hvor krigsforbrydelsen stod på.
- Vi kunne havde skudt drabsmændene.
Det havde været så nemt som at skyde bjørne i Tivoli,« siger Jan Wellendorff, der som oversergent så hele hændelsen fra 35 meters afstand fra FN-bunkeren på skolens tag.
Kunne høre håndgranater
Foruden de to danskere på taget, så yderligere to mand dele af likvideringerne inde fra den danske lejr. Desuden lå en hel deling på 30 bevæbnede danske soldater i stilling ved skolens vestlige side, hvorfra de kunne høre lyden af håndgranater og skud inde fra skolen.
Observationerne blev - både af de to mænd i bunkeren på taget og af delingen vest for skolen - øjeblikkeligt meldt over radionettet til lejrens kommandocentral, som skulle underrette lejrens ledelse om særligt alvorlige hændelser.
Alt hvad de manglede, var en ordre fra lejrens kompagnichef, major Jørgen Kold, til at gribe ind.
Den kom aldrig.
I stedet fik soldaterne besked på at »observere«, mens en stor del af lejren intet fik at vide om, hvad der var ved at ske.
Afviser spørgsmål
- Her 16 år efter ønsker jeg ikke at deltage i en historie om, hvorvidt noget kunne være forhindret eller ej,« siger Jørgen Kold i dag og afviser at oplyse, om han modtog radiomeldinger om likvideringerne.
Ligeledes afviser Jørgen Kold, at svare på spørgsmål om, hvorfor en ordre til at gribe ind aldrig blev givet.
Danskernes muligheder, i det kvarter henrettelserne stod på, var ellers mange. Foruden soldaterne på taget og delingen langs skolen, kunne de mange danske soldater inde i lejren være alarmeret, ligesom danskerne have flere pansrede mandskabsvogne til rådighed.
Danskernes våben-og styrkemæssige overlegenhed var altså enorm.
- Bagefter var folk i lejren meget rystede over, hvad der var foregået.
Mange var vrede over, at vi ikke havde gjort noget. Det er forståeligt - især hvis man har set folk blive mejet ned på den måde, husker Bjarke Dupont Sørensen, der var oversergent i Dvor-lejren.
Det var den nu pensionerede major Poul Borchum, som kort efter likvideringen afløste Jørgen Kold som kompagnichef i Dvor. Han stiller sig uforstående over for den danske passivitet.
Varselsskud
- Hvis jeg havde været der, havde jeg bedt mine soldater om at skyde varselsskud ind igennem ruderne på bygningen. Ikke for at ramme nogen, men for at få gerningsmændene til at stoppe, siger han.
De fredsbevarende danske FNstyrker var under udstationeringen i det tidligere Jugoslavien begrænset af et mandat, der reelt kun gav soldaterne mulighed for at bruge våben, hvis de selv blev beskudt. Men ifølge Poul Borchum var mandatet ingen undskyldning for ikke at gribe ind.
- Her drejede det sig jo om at redde uskyldige og forsvarsløse menneskers liv. I sådan en situation havde jeg under alle omstændigheder givet ordre til varselsskud, fastslår han.
Juridiske eksperter i folkeret kalder danskernes pligt til at gribe ind over for en konstateret krigsforbrydelse for et gråzoneområde. Men i Holland måtte regeringen i 2002 gå af, da det kom frem, hvordan en hollandsk FN-bataljon i juli 1995 var medansvarlig for en grufuld massakre i byen Srebrenica. 8.000 muslimer blev ført væk fra det FN-sikrede område og likvideret af bosnisk-serbiske styrker uden at hollænderne greb ind.
Imens fastholder den daværende bataljonschef Jørn Jensen sin version af forløbet: - Efter min vurdering kunne de tilstedeværende ikke have gjort noget for at forhindre det.
