En medarbejder, der bliver bedt om at agere privatchauffør i sin fritid. Mere end 16 dages arbejde i træk uden en eneste fridag. Og en solid klump overarbejde, der ved årsskiftet ikke bliver udbetalt, men blot ‘gik i nul’.

Sådan var virkeligheden for den 59-årige internationale sekretær i Venstre, Niels Kirkegard, der under og efter valgkampen i 2011 desuden blev bedt om at arbejde som privatsekretær for Lars Løkke Rasmussen (V). I samme periode, som formanden kaldte Venstre for ‘Danmarks sande arbejderparti’.

Det er udnyttelse og ‘social dumping’, lyder det fra Serviceforbundets formand, der blandt andet organiserer landets chauffører.

- At nulstille så massivt et overarbejde ved nytår er fuldstændig ude i hampen. Om det er ulovligt eller ej kommer an på, hvad der står i hans ansættelsesbevis. Men det minder mest af alt om social dumping. Det er da utroligt at et parti, der ellers gør meget ud af deres forståelse for regulering af arbejdsmarkedet, selv laver social dumping, raser John Dybart.

Sagen bliver blandt beskrevet i bogen ‘LLR’, der udkom mandag. Desuden fremgår det af oplysninger, som BT er kommet i besiddelse af, at den 59-årige Venstre-mand den 1. oktober havde 225 timers overarbejde. Timer der blev overført til næste måned, men som ikke blev vekslet til kroner og øre.

- Jeg fik at vide, at jeg skulle køre for Løkke i min fritid udover mit normale fuldtidsarbejde. Vores overarbejde i Venstre blev ikke udbetalt, men gik bare i nul ved årsskiftet, sagde Niels Kirkegaard til BT i weekenden.

Venstres partisekretær understreger, at alle medarbejdere har meget travlt under en valgkamp.

- I Venstre har vi dog den tradition, at medarbejdere, som arbejder meget i forbindelse med en valgkamp, efterfølgende kompenseres i form af ekstra frihed eller lønkompensation, siger Claus Richter i en skriftlig kommentar.