B.T. dømt i byretten i dag for på forsiden at forbinde Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, med nazisme. B.T.’s chefredaktør Peter Brüchmann: ”Vi er uenige i dommen,” siger han i interview med nyhedsvært Jeppe Nybroe i BT TV.

I dag faldt der dom i retssagen mellem DF's Morten Messerschmidt og B.T. om Messerschmidts påståede nazihyldest i Tivoli forrige år.

Byretten fandt, at B.T. gik over stregen, da avisen i april 2007 på forsiden beskyldte Dansk Folkepartis unge håb, Morten Messerschmidt, for at have heilet, sunget nazisang og dermed hyldet Hitler under en meget våd frokost i Tivoli.

Morten Messerschmidt havde anklaget B.T. for injurier og krævet 100.000 kroner som godtgørelse for de personlige omkostninger, sagen har haft for ham.

- Dommen her ligger meget tæt op af det forlig, der blev indgået i 2007 mellem B.T. og Morten Messerschmidt. Vi er tilfredse med det faktuelle i artiklerne er bekræftet, men vi må konstatere, at byretten ikke mener, at det var berettiget at bruge ordet ”hylder”, udtaler B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann om dagens dom.

Messerschmidt heilede i Tivoli
Dommen betyder, at tidligere chefredaktør Arne Ullum og journalist Jacob Heinel Jensen begge straffes med 10 dagbøder af 500 kr. Desuden skal de dømte betale en godtgørelse for tort på 25.000 kr. til Morten Messerschmidt samt sagens omkostninger.

På trods af den blandede dom, så er B.T.s chefredaktør, Peter Brüchmann, tilfreds med, at byretten fandt det dokumenteret, at Morten Messerschidt heilede i Tivoli den pågældende aften.

- Nu er det en sag, der ligger før min tid som chefredaktør, men B.T. er tilfredse med, at retten har ført bevis for, at Morten Messerschmidt heilede og førte to fingre op til næsen. Det er det faktuelt helt centrale i sagen, udtaler Peter Brüchmann.

- Episoden i Grøften vil også i dag være fuldt berettiget til en plads på B.T.s forside. Og havde forsiden heddet ”Messerschmidt heilede i Tivoli”, havde der slet ikke været nogen sag. Men vi må konstatere, at retten mener, at det ikke berettiger ordet ”hyldest”, tilføjer B.T.'s chefredaktør

Messerschmidt lettet
Morten Messerschmidt selv er lettet over dagens dom.

- Det er en sag, der selvfølgelig har betydet utrolig meget på det personlige plan, og derfor er det dejligt, at byretten har en så klar dom, hvor Arne Ullum og Jacob Heinel Jensen kan vælge mellem 10 dagbøder eller 10 dages fængsel, siger han til Ritzau.

Han vil ikke forholde sig til, om han ville have meldt sig ud af partiet, hvis han havde tabt:

- Jeg har vundet, og så vil jeg ikke sidde og græde over, at jeg kunne have tabt, siger den unge DF-politiker til Ritzau.

Overvejer at anke
Chefredaktør Peter Brüchmann har endnu ikke taget stilling til, om B.T. vil anke dommen til landsretten.

- Vi vil nu nærlæse dommen særligt med henblik på det principielle omkring pressens ret til fortolke faktuelt korrekte oplysninger. Vi vil herefter tage stilling til, om sagen af de principielle årsager skal føres i landsretten, siger chefredaktøren, der ser frem til reaktionen fra Dansk Folkepartis på dagens dom.

- Personligt er jeg da stadig spændt på at se, hvad Dansk Folkepartis ledelse mener om en politiker, der har rettens ord for, at han heilede i et offentligt rum, tilføjer Peter Brüchmann.

B.T. bakket op af flere vidner
Sagen startede den 27. april, da BT bragte de omtalte beskyldninger om Messerschmidts optræden et par uger tidligere. Beskyldningerne om Hitlerhyldest blev bekræftet i B.T. af blandt andre tidligere sundhedsminister Torben Lund (S) og dennes samlever, Claus Lautrop, der begge var til stede under den famøse frokost.

Omvendt har eksempelvis bakkesangerinden Dot Wessman - der også var til stede, og siden er blevet Morten Messerschmidts kæreste - modsagt beskyldningerne. De tre nævnte vidner medvirkede alle i retssagen, der altså faldt ud til Messerschmidts' fordel.

De heftige beskyldninger fik i mediestormen for snart to år siden Morten Messerschmidt til at melde sig ud af Dansk Folkeparti for ikke at skade partiet. Siden meldte han sig dog ind igen i forbindelse med, at der blev anlagt sag mod B.T.