Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Opeths 10-15 minutter lange progressive metalnumre kan være fine. Mægtig fine endda. Men i aftensolen på Copenhells store scene faldt svenskernes knudrede sange hårdt til jorden.

Der er langt mellem Opeths besøg på dansk grund. Senest har de fem svenskere optrådt som opvarmning for giganterne Dream Theater i KB-Hallen i 2009 og i 2006 spillede de på Roskilde-festivalen. Fælles for disse optrædener har været, at scenerne har været alt for store til d’herrers introverte, men storladne, tekniske og metalliske progressive rock.

Den kan have sine kvaliteter på plade – og sikkert også på mindre spillesteder – hvor man kan fordybe sig i de mange detaljer, der ligger i de lange sange med de mange lag. Men de fleste af disse går tabt i den ofte mudrede og bastunge lyd, der præger kvintettens koncerter, og fredag aftens optræden på Copenhell blev desværre ingen undtagelse fra dén regel.

Opeth er på vej med en ny plade, men den blev der ikke spillet noget fra. I stedet diskede bandleder Mikael Åkerfeldt og co. op med otte gammelkendte sange fra kataloget. Men publikum sniksnakkede sig ikke desto mindre gennem størstedelen af koncerten – hvilket så også lå ligefor, så lav som lydniveauet var!

Den tunge åbner ’The Grand Conjuration’ lagde stilen for svenskernes særegne parring af let dødsmetal og progressiv rock, men med sange, der i snit varer ti minutter, undrede det, at Opeth havde afsat en fjerdedel af koncerten til balladerne ’Face of Melinda’ og ’In My Time of Need’. De duede i hvert fald slet ikke foran det fredagsberusede publikum i det sene dagslys.

Åkerfeldt har hentet megen af sin inspiration hos Frank Zappa, hvilket især kunne høres i ’The Lotus Eater’, og en sang som ’Deliverance’ var med sin blanding af Rush og Meshuggah særligt kendetegnede for Opeths spøjse rundtur i rockhistorien, der bare ikke duede i den københavnske aftensol på den alt for store scene.

På et tidspunkt drillede Åkerfeldt med riffet til King Diamond-klassikeren ’The Family Ghost’ (man var jo i Danmark), og det var noget nær højdepunktet i koncerten, hvis niveau først blev hævet til sidst med publikumsfavoritterne ’The Drapery Falls’ og ’Hex Omega’.

Men på det tidspunkt havde man allerede stået og gabt og småtrippet en i times tid.

Det regnede ikke, men Opeths musik føltes snarere som progressiv sjask end METAL.

Andre læser også