PJ Harvey, et af årets hovednavne på Roskilde, spiste publikum af med blot en times stillestående koncert, der ikke ville hverken det ene eller det andet.
På Roskildes førstedag var PJ Harvey sat på Arena-scenen som alternativ til de, der ville noget andet end Iron Maidens rockende fest samtidig på Orange. Og den 41-årige Polly Jean viste sig at være et godt trækplaster. I hvert fald var der godt pakket under festivalens største teltdug.
Sidst PJ var i Danmark for to år siden, gav hun en middelmådig koncert i Vega, og desværre endte også Roskilde-seancen under denne ærgerlige kategori. Uanset at Harvey så havde iført sig en paryk af fjer og desuden havde den tidligere det tidligere Bad Seed, Mick Harvey, med som kapelmester.
Harvey (altså PJ) har for nylig udsendt ’Let England Shake’ – et musikalsk eksperimenterende konceptalbum om Englands krige, som tog kritikere såvel som fans med storm først på året. Og halvdelen af den lettere intetsigende og korte koncerts sange kom da også netop fra dén plade.
Men man var hele tiden i tvivl om, om det apatiske publikum lyttede eller kedede sig, eller måske bare ikke forstod de kringlede og ofte lettere avantgardistiske sange. Samtidig virkede den gode Polly Jean virkede underligt isoleret i siden af scenen, mens trioen bag hende var i centrum.
Den aldrende furie varetog oftest autoharpe, som en anden June Carter, mens Mick Harvey vekslede mellem instrumenter hele koncerten igennem, men dén variation gjorde heller ikke hverken fra eller til i den stillestående time.
Midtvejs lyste ’The Sky Lit Up’ dog op, og ’Pocket Knife’ og navnlig ’Big Exit’ medførte aftenens største jubelbrøl fra publikum, men efter Captain Beefheart-parafrasen ’Meet Ze Monsta’ var det hele pludselig ovre. Efter en time. Ingen ekstranumre, blot et ”thank you”, og Harvey var væk.
Ingen leflen, ingen gnist eller intensitet.
Alt i alt gjorde de to gange Harvey og de to lejesvende hverken fra eller til.
