Metalnavnet Mastodon har fået vokseværk, og mod alle odds fejede d'herrer fredag aften al skepsis væk og tog Orange med storm.

At Mastodon står som et af hovednavnene på årets Roskilde, siger mere om festivalen, end det gør om de fire amerikanere. Ganske vist medførte to år gamle ’Crack the Skye’ et mindre gennembrud, men at placere et så introvert band på Orange lignede på papiret et sats fra festivalens bookere.

Især med Mastodons to foregående Roskilde-koncerter in mente. De foregik begge på Arena-scenen som begge gange syntes alt for stor til det virtuose metalband, der fokuserer kræfterne på det teknisk korrekte, snarere end publikumspleasende snak og løben frem og tilbage på scenen.

Der var altså alle gode grunde til skepsis forud for Atlanta-gutternes optræden på Canopy-scenen. Men minsandten om ikke Mastodon fejrede deres tredje koncert på Roskilde ved at springe ud som det store liveband, man altid har fornemmet gemme sig bag facaden? Jo, sgu!

Lykkens gang

Klichéen om den tredje og lykkens gang passede hér bedre end nogensinde, og i løbet af det halvanden time lange sæt lynede kvartetten simpelthen og kom desuden bedre ud over scenekanten end nogensinde. Helt uden brug af fyrværkeri, hejs på storskærm eller andre tricks.

Det fremmødte publikum var på, lige fra da bassist Troy Sanders gik på scenen og bogstaveligt talt sparkede koncerten i gang, og herfra måtte Roskildes ”Crowd Safety Team” på overarbejde, mens moshpitten og crowdsurfingen tog til i frontområderne.

Og så holdt trommedynamoen Brann Dailor ellers som altid sammen på galskaben bagerst på scenen, mens Mastodon guidede publikum gennem intet mindre end 19 sange fra deres indtil videre fire albums.

Ikke et øje tørt

Der var alt fra Iron Maiden’ske ’March of the Fire Ants’ fra debuten over monumentale ’Megalodon’ fra toeren, sindssyge jazz-thrashede ’Bladecatcher’ fra treeren til den progressive rocksuite ’The Czar’ fra mastodonternes seneste plade.

Så da der blev sluttet af med et cover af Melvins’ ’The Bit’ var ikke et øje tørt, og den eneste egentligt negative ting, der var at sige om koncerten var, at førnævnte Sanders og ansigtstatoverede Brent Hinds ikke er verdens største sangere, men hvad pokker?

Vi var heller ikke så forfærdelig mange dér, foran Orange, men bortset fra dét, var det såre suverænt.

Og højt!