Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Dynamoen Ray Luzier trommede en lille sejr hjem til Korn, der var dette års store 90'er-nostalgiske navn på Copenhell. Professionelt, velspillet og egentlig ganske solidt.

Copenhell favner bredt. Hér har vi en (metal)festival, hvor man kan høre alt fra progressiv rock over nu metal til dødsmetal og ren black metal. På premiereåret i fjor var det Deftones, der trak 90’er-læsset og lukkede førstedagen med en medrivende nostalgifest, der bestemt intet fejlede.

I år har Judas Priest fået den opgave, men inden da stod Deftones’ nu metal-kollegaer, californiske Korn, på Copenhells store Helvíti-scenes brædder.

Et Korn, der var på vej til at blive et af alle tiders mest pinlige bands med den ene elendige plade efter den anden. Lige indtil de for et par år siden blev reddet af den nytilkomne trommeslager Ray Luzier, der gav de gamle bandmedlemmer et ordentligt spark i røven på sidste års ’Korn III: Remember Who You Are’.

Og det var såmænd også Luzier, der fredag aften trommede Korn ud af tomgangen med sit levende spil. Det er ganske vist ikke en genfødsel, Korn har gennemgået, men da de gæstede Copenhell i aftes fremstod de mere vitale end længe, og de gjorde præcis hvad de skulle; startede fredagsfesten. Og så kan man ellers hade eller elske californiernes 90’er-tidstypsiske nu metal.

Over fem kvarter kom Korn hele bagkataloget igennem, og det mest slående var egentlig, hvor stabilt d’herrers engagement var, samtidig med at sættet svingede lige rigeligt i intensitet.

’Blind’ var en sikker en åbner, men det var faktisk den nye sang ’Pop a Pill’, der stod som aftenens første vinder, inden der pludselig blev slået over i en underligt dragende udgave af Pink Floyds ’Breathe’ inden ’Shoots and Ladders’ og man måtte man knibe sig i armen.

Sange som ’Got the Life’, ’Right Now’ og ’Falling Away From Me’ blev til gengæld leveret med en ærgerlig ligegyldighed, og så var det godt, at Korn kunne få hele pladsen med på ’Somebody, Someone’ og overraskende ’Ball Tongue’ fra det 17 år gamle debutalbum.

Sine steder var det klasse, andre steder var det corny; man kunne godt have været foruden bøvede ’Y’All Want a Single’, der lukkede koncerten, men Korn gjorde præcis hvad de skulle inden Judas Priest; startede festen…

Andre læser også