Veteranerne i Killing Joke gav en overbevisende opvisning i godt gammeldags sortsyn og dommedagsrock. Som man kunne danse til.
Killing Joke i (næsten) original line-up. Faktisk ét af de mest eksklusive scoops på årets Roskilde. Og englænderne stillede endda med deres mest solide plade længe, ’Absolute Dissent’ fra i fjor.
Bassist ”Youth” og trommeslager Paul Ferguson er for nylig vendt tilbage til bandet, der tilmed just har fejret 30 års jubilæum, og det har drejet Killing Joke tilbage i retning af den klassiske kolde og metalliske ”dance-punk”, som de kendes bedst for.
Alligevel var Arena-teltet dog ret tomt, da de fem herrer gik på. Alle på nær én har de rundet de 50 år, men dét var nu ikke til at mærke på den timelange energiudladning, de få tusinder publikummer blev budt. Lige fra åbneren ’Requiem’ gik de dansable beats lige i mellemgulvet.
Mest af alt takket være trommeslager Paul Ferguson der, trods sine 53 år, spillede bedre end langt størstedelen af sine halvt så gamle kollegaer. Eksempelvis i den vilde ’Depthcharge’ og ’Asteroid’, som Dave Grohl oprindeligt spillede trommer på.
Killing Jokes egentlige omdrejningspunkt er og bliver dog Jaz Coleman, der var iført militær camouflagedragt, marcherende i takt til musikken, og med sin ekspressionistiske fremtoning lignede han en karakter, der var faldet ud af en tysk stumfilm fra 1920’erne.
Hans dommedagspolitiske monologer mellem sangene var måske nok en anelse bedagede, men en nyere politisk sag som ’European Super State’ stod nu rigtig solidt blandt gamle klassikere som ’Madness’ og ’Wardance’.
Den kompakte koncert nåede aldrig at blive kedelig, for det var i sandhed et Killing Joke i stærkeste form længe, men seancen ville være blevet løftet af et større fremmøde og måske et kvarters ekstra klassikere.
Under alle omstændigheder var det dog en anderledes fornøjelse at tage sig selv i at danse til militærmarcherende sange om menneskehedens undergang…
