Det ramte hende som et chok. Afstanden fra den Nordatlantiske vulkanø til Danmark, til Aarhus. Det land og den by, der selv efter et årti i det kolde nord, føles som hjem i hjertet.

Sjældent har hun følt sig mere som pigen fra Aarhus.

Tina Dickow har ellers for længst slået rødder på Island, efter hun – efter et sandt kærlighedsdrama –  fandt sammen med den islandske musiker Helgi Jónsson. Tre børn, volvo, forstadsvilla i Reykjavík og selvbygget sommerhus i ødemarken, eget produktionsselskab og to succesfulde musikkarrierer.

Hun elsker Island og sit liv der, det er ikke det. Men da coronapandemien lige pludselig afskar hende fra hjemlandet i et helt år, blev det tydeligt for hende, at Aarhus stadig er en meget stor del af hendes identitet.

»Jeg elsker at bo på Island, men i hjertet er det ikke det, der føles som mit hjem. Ikke endnu. Så jeg kom på en måde til at føle mig hjemløs, da jeg pludselig ikke kunne rejse til Danmark. Det føltes, som om Danmark var ved at forsvinde for mig, og det var ret uhyggeligt,« siger hun.

Ud af savnet voksede et nyt album, ‘Bitte små ryk’, som udkom 1. april. Det allerførste dansksprogede nogensinde.

I hjemmet på Island er der udsigt til det barske Atlanterhav og mægtige vulkanske bjerge. Det minder meget lidt om det landskab, Tina Dickow er vokset op i i Aarhus-forstaden Åbyhøj. Med rolige villaveje, grønne græsplæner og stille søer.

Og på en måde har hjemstavnen altid boet i hende.

»Det er Aarhus, jeg er rundet af. Det er min kerne, føler jeg. Alle de oplevelser og steder, der har dannet rammen om de første 15 fuldstændig afgørende år af mit liv. Gaderne, villaerne, strandene, skovene, søen, duftene. Alt det er stadig mit indre landskab, selvom jeg har boet så mange år i udlandet,« siger hun.

Tina Dickow kan genkende Aarhus’ stemning og personlighed som en ministorby i sig selv:

»Der er hverken for lidt eller for meget af noget, der er balance og ikke alt for store armbevægelser. Sådan er min musik også for det meste stille og rolig med begge ben på jorden.«

Tina Dickow har gået på Åby Skole, Aarhus Statsgymnasium og var også kort forbi Religionsvidenskab på Aarhus Universitet og Det Rytmiske Musikkonservatorium i Aarhus, inden hun satsede fuldt ud på musikkarrieren og flyttede til London.

»Åbyhøj var et superskønt sted at vokse op. Meget trygt og helt vildt almindeligt. Der var mange forskellige slags mennesker på Åby Skole – lige fra de store villaer på Helgesvej til blokkene i Åbyhøjgården,« siger hun.

Hendes forældre, der i dag er pensionerede, arbejdede som selvstændig tømrer og sygeplejerske. Ingen i familien arbejde professionelt med musik, men musik fyldte meget i barndomshjemmet.

Hendes far havde indrettet en musikstue med klaver og store, høje højttalere, som man helst skulle sidde præcis midt imellem, for at få det maksimale ud af lyden. Han inviterede Tina Dickow til at lytte med, og hun fik tidligt fornemmelsen af, at musik var noget, der virkelig skulle tages alvorligt.

Til familiefesterne med særligt morens side af familien blev der også altid fundet en guitar frem, og det var store følelser, der var på spil, når rødvinen blev skålet ned med en Bob Dylan-sang.

»Jeg kunne mærke, at musik var en billet ind i noget, der var større end det hverdagsliv, vi alle sammen rendte rundt og levede. Det var ligesom et ekstra, dybere lag. Musikken fra dengang brændte sig kraftfuldt fast i mig, og når jeg hører nogle bestemte numre, kan jeg huske, hvordan det var at være mig dengang, hvordan hessianvæggene føltes og hvordan min mors strikvest duftede,« fortæller hun.

Tina Dickow begyndte til klaverundervisning, men syntes faktisk, det var helt vildt kedeligt. Indtil hun begyndte at spille tilfældige molakkorder derhjemme ved klaveret, svømmede hen i tonerne og begyndte at lægge egne ord oven på.

Hun var kun ti år gammel, da hun skrev sin første sang. På et tidspunkt blev hun dybt fascineret af den amerikanske singer-songwriter Tracy Chapman og fik lyst til at spille guitar ligesom hende.

En overgang gik hun også til elguitar, som den eneste pige på holdet. Hun ville gerne være sej og være ‘en af drengene’, men hadede at skulle improvisere på sin elguitar, selvom hun egentlig var langt dygtigere end de selvsikre drenge, hun spillede sammen med.

»Det var virkelig en overvindelse, for jeg følte, det var grimt og uperfekt – og det var skamfuldt for mig. Også selvom min lærer var chokeret over, hvor god jeg var, sammenlignet med de andre elever, der selv syntes de var fuldstændig fantastiske. Måske er det en kulturel ting, der er socialiseret ind i mange piger, at vi for alt i verden ikke må lave noget, der er uordentligt,« siger hun.

Da Tina Dickow slog igennem i starten af 00erne, var der heller ikke mange andre kvinder på musikscenen, hun kunne spejle sig i. Det var i allerhøjeste grad en mandeverden, hun var havnet i.

Hun valgte da også hurtigt at styre uden om pladeselskaberne og besluttede sig for at stå for alt selv. Alt. Og sådan har det været lige siden. I dag dog i samarbejde med sin mand.