Sangene på Nick Caves 11. album, ’No More Shall We Part’, er bestemt indfølte, men også for lange, og denne gang forsvinder Bad Seeds bag klaver, strygere og korsangere i de stadig stillestående sange.
Efter emotionelt udmattende ’The Boatman’s Call’ havde Nick Cave brug for en pause til at samle kræfter og spendere tid med sin nye kone Susie Bick. Og ’No More Shall We Part’ udkom således først i 2001 efter gruppens hidtil længste albumafbræk på fire år.
Cave skrev sangene på klaveret, der ligesom på den forrige plade blev det bærende instrument. Det kristne billedsprog var intakt, men denne gang fandt man også tekster om ægteskabelige forpligtelser – utvivlsomt inspireret kærligheden på hjemmefronten.
Samtidig var det det mest idylliske Bad Seeds-album til dato. Kun i få sange buldrede bandet som i gamle dage, og musikalsk fulgte albummet op på den romantisk afdæmpede Leonard Cohen’ske stil, der blev lagt for dagen på ’The Boatman’s Call’, her blot med bredere instrumentering.
Cave distancerer sig yderligere fra de højspændte musikalske dramaer, der kendetegner hans tidligere mesterværker, til fordel for en mere underspillet stil. Det var om, han havde fundet fred, hvilket banede vejen for dette, hans mest ”modne” album til dato.
Anonyme Bad Seeds
’No More Shall We Part’ domineres som sagt af klaverballader – nogle bedre end andre – og med en gennemsnitlængde på knap seks minutter, udgør de 12 sange også bandets hidtil længste album. I dette tilfælde er dét ikke positivt, da for mange af disse ballader lyder ens.
’As I Sat Sadly by Her Side’ åbner dog friskt med en levende klaverfigur, sitrende trommer, men Caves stemme minder underligt om en anden romantisk veterans, nemlig Bryan Ferry. Og selvom Bad Seeds atter har fået plads, er det er påfaldende, hvor anonyme, de stadig fremstår.
Blixa Bargelds kreative guitarspil er totalt fraværende, og i stedet tegnes musikken op omkring klaveret, Warren Ellis’ sørgmodige violin og de canadiske korsangerinder Kate og Anna McGarrigle, der især løfter den afsluttende, hjemsøgende ballade, ’Darker With the Day’.
Det er fint, men også lidt trivielt.
Melodramatiske klimakser
Blandt de bedste ballader er den gribende og simple ’And No More Shall We Part’, der er noget af det smukkeste, Cave nogensinde har lagt navn til, samt ’Love Letter’ og ’We Came Along This Road’, der begge når melodramatiske klimakser via storladne strygerarrangementer.
Men albummets egentlige genialitet er ’God Is in the House’, hvori Cave på ironisk og sorthumoristisk vis hylder det, der umiddelbart kunne være den indremissionske og dybt religiøse del af Amerikas befolkning, inden en himmelstræbende violinsolo fra Ellis bryder ind.
Dér, hvor Bad Seeds endelig stikker hovederne frem, duer det, som i regulært rockende ’Fifteen Feet of Pure White Snow’, den næsten otte minutter lange ’Oh My Lord’ (igen med Ellis’ superbe violinspil i forgrunden), samt ’The Sorrowful Wife’, hvori ”stilhed før storm”-begrebet i dén grad kommer til sin ret.
Ikke imponerende
Når pladen som helhed så alligevel ikke imponerer, så skyldes det, at den rent musikalsk er ’The Boatman’s Call’s lidt svagere søster, og at udtrykket overordnet set er alt for ensformigt. Hvis Cave have barberet tre-fire af de svageste sange væk, havde det set noget anderledes ud. Men ak.
’No More Shall We Part’ var det første værk, Cave lagde navn til som nyslået far og efter at være blevet lykkelig gift, og siden har han med svingende succes forsøgt sig med forskellige kunstneriske genfødsler.
Bad Seeds-sagaen fortsatte allerede to år senere med ’Nocturama’.
Som bonus indeholder denne restaurerede udgave alternative indspilninger af fire af sangene, samt atter fire b-sider: Bruce Springsteen-pastiche ’Good Good Day’, den gyngende klaverballade ’Little Janey’s Gone’, højdepunktet ’Grief Came Riding’, der lyder som noget Tindersticks kunne have stået bag, og den traurige klaversag, ’Bless His Ever Loving Heart’.
Dvd’en tæller også musikvideoer til ’As I Sat Sadly by Her Side’, ’Love Letter’ og ’Fifteen Feet of Pure White Snow’.
