Kentucky-bandet My Morning Jacket er med ’Circuital’ tilbage på sporet efter 2008’s mislykkede ‘Evil Urges’ – der er lidt for meget fyldstof, men dét lever man med.
Da My Morning Jacket omkring årtusindeskiftet dukkede frem fra undergrunden, var de med til at starte en trend – unge herrer kunne nu igen klæde sig i skovmandsskjorte, synge i Neil Young’sk falset og spille country-inspireret rock ’n’ roll.
Bandets egentlige force har fra dag 1 været forsanger Jim James, hvis smukke vokal alene kan løfte en middelmådig sang, men det gør nu heller ikke noget, at resten af gruppen tilmed spiller så godt sammen, at de i live-regi næsten samler arven op fra The Grateful Dead.
Kentucky-gutterne startede ud som et ligetil country-rockband, der skrev svært stærke omkvæd, men fra og med 2003’s ’It Still Moves’ og dets lange Built to Spill-agtige meditationer, skiftede morgenjakken kurs. Og to år senere eksploderede genrelegene på ’Z’, som både var underholdende og som understregede, at de fem nu – musikalsk – nærmest kunne hvad som helst.
Til gengæld blev netop dét også en hæmsko på tre år gamle ’Evil Urges’, hvor den frigjorte eksperimenteren og lettere ironiske tilgang til musikken blev for meget. Og derfor er det glædeligt, at foreliggende sekser, ’Circuital’, peger tilbage mod vellykkede ’Z’.
Åbnende tour de force
Ligheden med ’Z’ er tydelig allerede fra ’Victory Dance’, der, ligesom ’Wordless Chorus’, åbner med vuggende og hypnotiserende trommer og bas. Det er på én gang afdæmpet og grandiost. Og det bliver kun bedre med det efterfølgende titelnummer, der også er pladens bedste skæring.
Over syv minutter sammensætter My Morning Jacket hér en af deres stærkeste sange nogensinde, som rummer alt fra gruppens tidlige countryrock over ’It Still Moves’-stemningsfuld storladenhed til de senere pladers overdrevne legesyge. Det syder og bobler simpelthen af solskin og livsglæde.
En sådan tour de force kniber det selvsagt for d’herrer med at følge op på i løbet af den resterende halve time, men der alligevel flere genistreger gemt undervejs, uden at det nogensinde kammer over i ’Evil Urges’-agtig gøgl og spas.
Indfølte ballader og ligegyldigt fyld
Akustiske ’Wonderful (The Way I Feel)’ kan således med det samme føjes til Jim James’ kanon over geniale ballader sammen med sange som ’I Will Be There When You Die’, ’Hopefully’ og ’Golden’ – var man i tvivl om, om han stadig kan synge, så er det bare at starte her.
’Outta My System’ er atter en glødende sag i coming of age-fortælleformat, der handler om at give den gas både på lovlig og ulovlig vis, mens ’Holdin on to Black Metal’ er en Muscle Shoals-sag med blæsere, børnekor og en ironisk prædikende tekst om at vokse fra black metal.
Desværre ebber det hele lidt ud på pladens anden halvdel, hvor brit-poppede ’First Light’ (der ikke kan reddes af blæsere), puttenuttepoppede ’You Wanna Freak Out’ og langtrukne ’Slow Slow Tune’ er ligegyldigt fyld og lyder som noget, der ikke var plads til på de tidligere albums.
Står ikke helt distancen
Heldigvis lukker og slukker klaverbårne ‘Movin Away’ med manér, men den hører langt fra til blandt James’ bedste transcenderende ballader, og man ikke kan lade være med at ærgre sig over, at han og bandet generelt ikke står distancen hele vejen hjem.
For ’Circuital’ indeholder klassikermateriale nok til det, der kunne have været My Morning Jackets EP-mesterværk. I stedet leverer de en virkelig rar sommerplade, og dét kan såmænd også gøre det.
Og kom så for øvrigt med den koncert, morgenjakker…
