Kunstner: Let Me Play Your Guitar
Titel: Let Me Play Your Guitar
Udgiver: Speed of Sound/A:larm

Efter The Rumour Said Fires gennembrud synes det logisk, at en flok åndsfæller dukker op på den hjemlige musikscene. Og silkeborgensiske Let Me Play Your Guitar er udadtil et seriøst bud på et modstykke til de hittende landsmænd.

Den åbenlyse inspirationskilde er – som det også er tilfældet for Rumour – amerikanske Fleet Foxes, som i forvejen er stærkt inspirerede af Crosby, Stills & Nash, Beach Boys, osv., så det er ikke ligefrem den dybe tallerken, dét her, men det er bestemt flot og kompetent.

Brødrene Jeppe og Emil Davidsen grundlagde i sin tid Let Me Play Your Guitar som duo og byggede sangene op omkring vokalharmonier. De er stadig at finde her på den selvbetitlede debut, om end de er nedtonet noget i forhold til de rige arrangementer, som da også er bandets force.

Kedsommeligheder og lækkerbiskner

Allerede åbningsnummeret, ’To a Lover’, emmer af Fleet Foxes, men tværfløjten og mandolinen, som går igen flere andre steder på albummet, føjer ekstra personlighed til Let Me Play Your Guitars udtryk, der i sine mere excentriske stunder sender tankerne i retning af Efterklang.

Desværre halter vokalerne – der ofte tangerer sovepille-Elbow-stilen – en del efter de omhyggelige arrangementer, og det gør det overordnede indtryk noget ujævnt, så de allermest Fleet Foxes-afledte sager (’Open Your Eyes’ og ’Something on My Mind’) er svært kedsommelige at sidde igennem.

Men ligesom The Rumour Said Fire og Treefight for Sunlight, så leverer Let Me Play Your Guitar også et par musikalske lækkerbiskner, som her er gemt på albummets anden (og bedste) halvdel.

Førsteklasses poparrangører

Fornemme ’Man to Man’ åbnes eksempelvis af Rhodes-klaver og arbejder sig støt frem med atmosfærisk pedal steel og lidt surfguitar, og surftonerne gennemsyrer også den fine ukuleledrevne, Band of Horses-agtige ’Roses’, som munder ud i et klimaks med sitrende mandolin.

Pladens emotionelle zenit er dog afsluttende ’Rainbows’, hvor Morricone-guitar og strygere driver sangen mod U2-agtig overflod med et resultat, der lyder som Coldplay på hippietobak. En anderledes, men ikke ligefrem vellykket afslutning.

Let Me Play Your Guitar hører bestemt til blandt de bedste poparrangører af deres generation, men inde bag den smukke og pirrende overflade skal der altså også være en sang, der kan og vil noget, og hér kniber det stadig noget for de unge silkeborgensere.

Let Me Play Your Guitar spiller på fredag, den 23. september, på spillestedet Beta, der ligger ved siden af Amager Bio.

Trackliste:

1. To a Lover
2. There She Goes
3. Open Your Eyes
4. Something on My Mind
5. Wherever You Go
6. Midnight Scene
7. Roses
8. Man to Man
9. Hero in Your Bed
10. Rainbows