Den første scene og de sidste campingpladser er åbnet, og der er kun ganske få endagsbilletter tilbage. Festivalen er begejstret.

De ældste gæster er allerede flere dage gamle. De har ventet siden mandag aften, men nu er luften endelig fuld af musik på Danmarks Smukkeste Festival.

Onsdag middag begyndte talentkonkurrencen Starfighter på Rytmehans-scenen. Hele dagen spiller up-and-coming danske bands som Bodebrixen, The Village Idiot, Meta og Råstof alt hvad remmer og tøj kan holde om titlen som årets Starfighter og præmien på 100.000 kr.

Sidste år tilfaldt titlen Didium, som siden har fået rosende ord med på vejen af den legendariske anmelder fra Rolling Stone, David Fricke - manden, der også har aktiemajoriteten i, at danske Raveonettes blev opdaget.
Selvsamme Didium spiller efter det sidste konkurrerende band klokken 22.00, og senere, kvart i midnat, lukker Gnags op for popsluserne. Og så skulle den festival være sat i gang.

Torsdag åbner Bøgescenerne og resten af festivalområdet. Og det parameter, som de mest ængstelige festivalarrangør og -gæsteøjne er rettet imod, vejret, ser også ud til at arte sig.
I hvert fald indtil lørdag, hvor det nok begynder at regne lidt. Men det lader ikke til at bekymre de bare maver og bikinier, der dominerer udsynet over bøgeskoven.

Festivalens talsmand, Poul Martin Bonde har da også svært at skjule begejstringen, da bt.dk taler med ham kort efter at det første Starfighterband har fået fuglene til at lette over bøgeskoven.

- Vi har åbnet de sidste campingpladser i dag og der er omkring 85 procent belægning på de øvrige. De sidste torsdagsbilletter er solgt, og vejret ser rigtig godt ud, så det er svært at være ked af det i dag, siger en begejstret Poul Martin Bonde.