Neo-hippierne i Fleet Foxes har stadig fat i den lange ende på deres andet album, ’Helplessness Blues’, der dog lyder som en overgangsplade. Men heldigvis en god én af slagsen.

Seattle-bandet Fleet Foxes havde ikke forudset al den postyr og skamros, der fulgte i kølvandet på deres selvbetitlede debutplade. Det skriver frontmand Robin Pecknold selv i pressemeddelelsen til gruppens andet album ’Helplessness Blues’. Og med god grund.

For hvordan skulle nogen også kunne vide, at musiklyttere for tre år siden pludselig hungrede efter et amerikansk retro-band, der spillede folk-sange fyldt med vokalharmonier af den slags, der blev produceret 40 år tidligere?

Fleet Foxes blev ikke desto mindre en indie-succes af format og affødte desuden en bølge af bands, der opdaterede slut-60’ernes og start-70’ernes akustiske pop – også herhjemme, hvor blandt andre The Rumour Said Fire kopierede stilen og ligeledes fløj ind på hitlisten.

Usikkerhed og besættelse

Fleet Foxes’ gennembrud gjorde, at koncertplanen måtte forlænges, mens trommeslager Joshua Tillman udgav solomusik, som han turnerede bag, og derefter røg bandet i kalendermæssige problemer med producer Phil Ek. Derfor den lange ventetid, men heldigvis skuffer rævene ikke.

’Helplessness Blues’ lyder imidlertid som en overgangsplade; som om de unge herrer er på vej mod noget nyt. Åbneren ’Montezuma’ og ’Sim Sala Bim’ samler ganske vist op på debutens toner på lidt usikker vis og med knap så gode melodier, men resten af albummet åbner sig efterhånden.

I titelnummeret slår Pecknold og Skyler Skjelset nærmest deres guitarer an med en besættelse for at nå den katarsis, som sangen efter et par minutter slår over i, ’Bedouin Dress’ vugger lystigt af sted tilsat violin, og ’Lorelai’ er en charmerende omskrivning af Bob Dylans ’4th Time Around’.

Særdeles psykedelisk

Tiltagene skyldes især, at Fleet Foxes er blevet udvidet til en sekstet efter Morgan Hendersons tilkomst – han har tidligere spillet i hardcore-bandet The Blood Brothers, som næppe kan ligge længere fra Foxes’ stil, men han udvider lydbilledet med blandt kontrabas, saxofon og klarinet.

Og dét får noget nyt frem i bandet, især i de to suiter ’The Plains/Bitter Dancer’ og ’The Shrine/An Argument’, der er et skridt i en særdeles psykedelisk retning for Fleet Foxes.

Førstnævnte kunne have hørt hjemme på David Crosbys ’If I Could Only Remember My Name’, og i sidstnævnte viser Pecknold en ny dramatisk råbende side af sin vokal, inden sangen slår over i en jazzet psykedelisk outro med basklarinet, strygere og andet godt. Det fungerer fantastisk godt.

Stritter i for mange retninger

Samtidig tæller albummet så også de helt afdæmpede sager ’Someone You’d Admire’ og ’Blue Spotted Tail’, som kun tæller guitar og vokal, og som peger i retning af et eventuelt soloalbum fra Robin Pecknold.

Og således stritter ’Helplessness Blues’ i lidt for mange retninger til at være et rigtigt vellykket, fuldendt eller for den sags skyld sammenhængende album. Men når det er godt, så er det rigtig godt, og det skal blive spændende at se, hvad rævene finder på efter denne overgangsplade.

Under alle omstændigheder er det en fa’ens behagelig skive.