Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

WU LYF har afvist tilbud om pladekontrakt, de nægter at promovere sig selv, og de udgiver deres debutalbum på egen hånd. Men ingen af delene gør deres musik interessant.

Når man betragter fænomenet WU LYF (forkortelse for World Unite! Lucifer Youth Foundation), er det først og fremmest slående, hvor megen omtale gruppen har fået for deres mystiske navn, for at afvige fra pladebranchens normer og for at nægte at give interviews til pressen.

Faktisk er der blevet skrevet mere om omstændighederne omkring dette Manchester-band, end der er om, hvordan det lyder. Og med god grund, forstår man nu: Der er nemlig absolut intet revolutionerende ved kvartettens nu foreliggende debutalbum ’Go Tell Fire to the Mountain’.

Som det også var tilfældet for Radioheads meget omtalte ”gratis” album ’In Rainbows’, så er historien bag WU LYFs debut væsentlig mere interessant end selve musikken. Musikalsk får man nemlig ikke andet end et par håndfulde ok sange, hvori der lånes med arme og ben fra kollegaerne.

Intet nyt

Post-rock-bandet Godspeed You! Black Emperor er den mest åbenlyse reference – dette canadiske ensemble var i de sene 90’ere ligeledes sagnomspundne takket være deres sære bandnavn og politiske retorik, der i 2003 fik FBI til at undersøge bandet i forbindelse med terroristvirksomhed.

Nej, en mærkværdig tilgang til image, er der ikke noget nyt i, og det er der heller ikke i at indspille musik i en kirke – det har blandt andre en anden inspiration, Arcade Fire, gjort – men orgelet tilføjer da et grandiost strejf…

…som dog blot får WU LYF til at lyde endnu mere som GY!BE og Explosions in the Sky.

Trættende ensformigt

Forsanger Ellery Roberts’ raspende stemme minder også om en ung Caleb Followill (Kings of Leon) eller Spencer Krug fra mindre kendte Wolf Parade. Jo, inspirationskilderne er tydelige, men til gengæld er det et ganske imponerende alsidigt arsenal af kollegaer, WU LYF ”låner” fra.

Om det så er Vampire Weekend i den dansable åbner ’LYF’, førnævnte Explosions in the Sky i ’Such a Sad Puppy Dog’, landsmændene Foals i ’Summas Bliss’ eller canadiske Born Ruffians i lystige ’We Bros’. WU LYF vil lidt af det hele, men de vil det inden for begrænsende rammer.

Bandet har nemlig bestemt sig for at bruge den samme post-rockede guitarklang hele pladen igennem; det bliver både trættende ensformigt inden de 47 minutter er overstået, og det afholder desuden bandet fra at nå ud på de uudforskede områder, de higer efter.

Unik kilde, interessant fænomen

Enkelte steder formår WU LYF at ramme en unik kilde, som i ’Cave Song’, hvis simple beat udvikler sig til et euforiserende klimaks takket være den kreative trommeslager Joe Manning, og i ’14 Crowns for Me & Your Friends’, der er et stærkt eksempel på effektiv musikalsk dynamik.

Men alt i alt er hypen omkring WU LYF stor ståhej for ingenting, og det rmest interessante ved de fire englændere forbliver historien om dem som fænomen – snarere end deres musik – og at de har fået ekstra spalteplads overalt, på trods af, at de har ”modarbejdet” al omtale.

For sådan et faktum reducerer jo om noget pladeselskabernes rolle og indflydelse yderligere…

Andre læser også