Kunstner: Apparat Organ Quartet
Titel: Pólýfònìa
Udgiver: Crunchy Frog/Playground
Apparat Organ Quartet består af en samling særdeles entusiastiske orgelsamlere fra Island – Jóhann Jóhannsson (der har moderat international succes som solist), kirkeorganisten Hörður Bragason, ”Músíkvatur” og Úlfur Eldjárn, samt tillægsmedlemmet på trommer, Arnar Ómarsson.
Faktisk er de fire så begejstrede for tangentinstrumenterne, at de har en fast aftale med renovationsmyndighederne i Reykjavík om at blive underrettet, hver gang et nyt keyboard eller orgel dukker op – det er altså en meget nørdet flok, vi hér har at gøre med.
Derfor er det så meget desto mere påfaldende, hvor uambitiøs den musik, de fire kreerer sammen på deres andet album ’Pólýfònìa’, rent faktisk er. Den åbenlyse inspiration er Kraftwerks elektroniske pop, der dog ikke føres videre, men blot krydres med inspiration fra nyere musikalske kilder.
Guf for nostalgikere
Åbningsnummeret ’Babbage’ er en af pladens mest poppede og lettilgængelige sange, og sender tankerne tilbage i retning af 80’ernes computerspil og danske Press Play on Tapes rockfortolkninger af samme. Det fungerer fint og er desuden ægte guf for nostalgikere.
Det meste er instrumentalt, men numre som ’Cargo Frakt’ og førstesinglen ’Konami’ – der med sit falsetklingende omkvæd lyder som noget, Mew kunne have stået bag – krydres med mere eller mindre forståelig vocoder-vokal. Heller intet nyt her.
Oftest ender islændingene som et nogenlunde tilfredsstillende Kraftwerk-hyldende foretagende opdateret med Daft Punks ”big beat” og tilsat futuristisk rocksynth a la nyere navne som Ratatat og Pivot. Og dét er som sådan fint, men ikke ligefrem ophidsende eller rasende nødvendigt.
Fint, men ligegyldigt
Det største problem er, at musikken bliver for enslydende; man bliver hurtigt mæt, og så hjælper det ikke, at de fleste af de ni sange strækker sig over fem til syv minutter. Især ikke, når Apparat Organ Quartet tilsyneladende ikke vil så meget andet end blot at skrive ørehænger-synthpop.
Heldigvis er der et par undtagelser gemt undervejs: Den pumpende rock tilsat aggressivt orgel i ’Pentatronik’ minder nærmest om Deep Purple, og når Ómarsson for en stund i ’Macht Parat den Apparat’ tamper løs med Klaus Dingers motorikbeat, løfter sangen sig ligefrem.
Afsluttende ’Söngur Geimunglingsins’ minder omvendt om den elektronisk prægede post-rock, Mogwai kastede sig ud i på deres seneste plade, men det gør egentlig bare ’Pólýfònìa’ til et endnu mere forvirret udspil.
Man får generelt fornemmelsen af en flok musikere, der søger midten og den gode popsang, samtidig med at de helst vil bevare individuel integritet. Og dét har resulteret i dette underlige kompromis af en plade, der er fint, men også lidt ligegyldigt.
TRACKLISTE:
1. Babbage
2. Cargo Frakt
3. Konami
4. Pólýnesía
5. Pentatronik
6. Macht Parat den Apparat
7. Síríus Alfa
8. 1 2 3 Forever
9. Söngur Geimunglingsins
