Det danske punk-band Before nåede kun at udgive ét album tilbage i 1982, men nu udsendes en frenetisk liveoptagelse af gruppens opvarmningstjans for New Order i ’81. Det er stærkt, men lyden er ikke for god.

Nu, hvor Sort Sol turnerer med Sods-sange, og hvor Klichés værker netop er blevet genudgivet, er det på sin plads, at der også bliver gravet nogle mere obskure sager frem fra den danske punks barndom. Ét skridt på vejen er foreliggende livealbum med københavnske Before.

’30 Minutes’ refererer til længden på koncerten, der blev optaget, da kvartetten varmede op for New Order (bandet, som de overlevende medlemmer af Joy Division dannede efter Ian Curtis’ selvmord) i Saltlageret for præcis 30 år siden.

Det her kunne have været en unik indkapsling af dansk undergrundspunk anno 1981, men er det ikke helt. Og det skyldes den middelmådige lydkvalitet. Kildematerialet er nemlig åbenbart i så medtaget en stand, at det desværre ikke kan betegnes som ”en del af charmen”, at det lyder skidt.

Og dét er virkelig ærgerligt, for lytter man igennem den skramlede og skingre overflade, vil man høre et band, der spiller, som gjaldt det livet.

Narkopåvirket hvæs

Before udgav i 1982 deres eneste album ’A Wish of Life’, der tager udgangspunkt i inspirationskilderne Joy Division og The Doors, men det er en meget vildere, mere aggressiv og punket udgave af bandet, man kan høre på ’30 Minutes’.

I front for Before var Aalborg-punkeren Fritz ”Fatal” Bonfils, der næsten er lige så dårlig til at synge, som han er til engelsk (lyt fx til ’Intro’-digtet), men hans dystre, narkopåvirkede hvæs giver ikke desto mindre kuldegysninger; særligt når han synger på dansk i ’Alle fangerne’.

Også en ung Martin Hall spiller guitar her (han forlod Before op til indspilningerne af debuten for at fokusere på sin solokarriere), og hans brutale riffsmadder er tydeligst i Stooges-agtige ’Metal Dreams’, hvor det dog også overdøver samtlige andre elementer i musikken.

Ikke originalt, men intenst

Netop miksningen er årsagen til, at ’30 Minutes’ som udgivelse kommer en anelse til kort. I de første to sange er guitaren alt for høj, mens den resten af tiden alt for ofte totalt drukner i bas og trommer. Men det er ikke nok til at ødelægge det indtrykket af et band, der giver alt, hvad de har.

Sangen ’Special Surprise’ går på opfindsom vis Pere Ubu i bedende og blev desuden omfortolket i 90’ernes kultfilm af De Skrigende Halse som ’Riders of Depression’, og ’Unexpected Emotions’ er en af de bedste danske omskrivninger af Joy Division. Det er ikke originalt, men det er intenst.

Når livekoncerten lukkes af ’Whip on My Shoulder’, er guitaren imidlertid helt væk, og derfor er det en fornem trøst, at man som bonus får demoindspilninger af fire sange, hvoraf de to endte på debutalbummet. Hér kan man tydeligt høre alle instrumenter og Fritz Fatals dommedagsråb.

Grum og grim parentes

Den tunge ’Wasteful Hours’ står bedst her; Fatals vokal lyder som en parring af David Byrne og Ian Curtis, og ’Surrender’ bygger videre på Stooges’ punk, mens ’Beautiful Crisis’ sætter et smadret punkpunktum for en udgivelse, der alt i alt lider under den skidte lyd.

Before faldt fra hinanden i 1984, Fritz Fatal dannede Mental Midget og forsøgte at få styr på sit stofmisbrug, mens Martin Hall, som nævnt, påbegyndte den solokarriere, han stadig har gang i. Bassist Lars Bo Tolstoy Jacobsen døde i 2006.

Before er måske en kort parentes i den danske musikhistorie, men om ikke anden en aldeles grum og grim én. Og selvom man godt kunne have ønsket sig, at denne udgivelse rent teknisk var langt bedre, så tegner uomtvisteligt et godt billede af, hvad for en størrelse Before var.