To album og et utal liveoptrædender med gruppen Ulige Numre afslørede Carl Emil Petersen som et stort sangskrivertalent. Det første soloalbum ’Natradio’ bekræfter, hvad Ulige Numre  lovede - at han som sin rockgenerations største drømmer og fabeldigter har så meget på hjerte, at det også rammer generationerne, der voksede op med rock’n’roll.

Fra første strejf i 'Finale på et filmset' med (noget der lyder som) glockenspiel og legende Roy Bittansk keyboardspil betaler Petersen af på sin gæld til den store mester fra New Jersey. Dertil stiller han det klassiske rock’n’roll spørgsmål: Har du aldrig elsket nogen før?

Nu er der jo uendelig mange, der de seneste 50 år har skelet til Springsteen. Såsom svenske Håkan Hellström, som Ulige Numre er blevet sammenlignet med, siden de var lige. Måske er ’Skærgården’ på det nye album en hilsen? Måske nærmere inspireret af Petersens forhold til en svensk (eks)kæreste.

Man kan sige, at Carl Emil Petersen befinder sig i et musikalsk rum, der blandt mange andre også rummer Hellström. En skrøbelig vokal, sangskrivning med versefødderne placeret både i muskuløs Americanarock med Phil Spector-lyd (her har producer Sune Wagner sikkert haft et input eller to) og en minimalistisk, britisk indietradition, som igen glider i Velvet Undergrounds bananskræl.

Det fornemme ved Petersen er, at han på en gang mæsker sig i rockens kliche-tag-selv-bord og samtidig tilføjer sin helt egen originale tone. Han står på sine egne københavnske fødder, skriver og synger med stor menneskelig indsigt og en moderne følsomhed, der ikke forsøger at foregøgle svulmende overarme.

Som poet kan og vil han så meget mere end bare synge ’du gik, jeg blev’. Nuancer og billeder smykker teksterne, alle sanser er på spil. Tag bare det nævnte åbningsnummer ’Finale på et filmset’; alene titlen smager eller dufter af billedmageri.

Titelnummeret ’Natradio’ er som det arketypiske Carl Emil Petersen-nummer en solidaritetserklæring til de, der finder en eller anden form for tryghed i den tilbagevendende midnatsensomhed - og så med en særlig tvist, hvor sangeren springer ud gennem den såkaldte fjerde væg.

En grundmelankolsk tone gennemsyrer ’Natradio’ hele vejen fra start til slut, som i leadguitarens simple indledende lick i 'Midttyvernes dårskab'. Glimtende guitarspil, igen med glockenspielklang

Der er ikke en akustisk landeplage om et plaget land som 'Frit land' på 'Natradio'. Men der er mange tyste, inderlige øjeblikke. Som den fremragende ’Kun et mørke efter dig’, der som ’Edderkop’, ender som en highway-hymne med forvrænget guitarlyd og englekor. Sidstnævnte står på skuldrene af 70er koryfæer som Sebastian og Niels Skousen.

Som helhed har albummet en rustik, håndspillet baggårdslyd f.eks. i det Cure-firserlydende ’Kærligheden kommer’ og ’Skærgården’. I begge er der ligefrem plads til lidt akavet, skævt trommespil, der normalt aldrig ville blive accepteret i et moderne studie.

Det tjener de fire skiftende producere, Sune Wagner, Lars Skærbæk, Christoffer Møller og Nikolaj Nørlund til ære, at der stort set er afstået fra brug af elektronisk blip-båt ind som kontemporære skæringspunkter i lydbilledet. Det er ellers vældig meget oppe i tiden. Meget ofte lyder det, som om musikere og producere ikke helt ved, hvad de vil med teknologien udover 'So ein Ding müssen wir auch haben'. Det giver klik på Spotify.

Den fornemmelse sidder man så langt fra med, mens det sidste nummer ’Tusinde veje man kan tage’ fader ud i ørerne og udsigt til en larmende blå himmel og træer, der modstræbende lader gult udradere grønt udenfor i øjnene.

’Natradio’ emmer af universel følelse og et tilsyneladende ubegrænset sangskrivertalent.

Carl Emil Petersen, 'Natradio', album, udkommer 06.10.