Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den eksperimenterende og legesyge stil, der løftede pop-sangene på The Pains of Being Pure at Hearts debutalbum er stort set fordampet på kvartettens to’er ’Belong’.

New Yorker-bandet med det knap så mundrette navn The Pains of Being Pure at Heart fik et mindre gennembrud herhjemme, da de spillede på Roskilde-festivalen i 2009 og efterfølgende fyldte Lille Vega. Samme år havde de fire amerikanere desuden udsendt deres albumdebut.

Og dén talte en bunke ret solide pop-sange, der hentede inspiration både i punk og shoegazen. Det meste af det var hørt før, men kvartetten overlevede inden for poppens rammer på slagkraftige omkvæd og via væggen af støjende keyboards, guitarer og forvrænget vokal.

Men når man så – som gruppen gør det på deres andet album, ’Belong’ – sliber netop disse elementer væk, så står man tilbage med mestendels forglemmelige sange, der ikke gør noget indtryk. I stedet lyder The Pains of Being Pure at Heart som et band med kronisk idémangel.

Intet i vejen med sangene

For et tage et par eksempler, så lyder det åbnende titelnummer som noget, Smashing Pumpkins ikke fik plads til på ’Mellon Collie…’, ’Heaven’s Gonna Happen Now’ er et billigt opkog af The Smiths jingle/jangle-pop, mens ’Anne With an E’ går The Jesus & Mary Chain i bedende.

Og det er denne følelse af deja-vu og Floods glatte produktion, der holder albummet på det middelmådige, mens fascinationerne for både 90’erne og 80’erne overskygger de minimale rester af personlighed, der gemmer sig på ’Belong’.

Der er imidlertid intet i vejen med selve sangene – især ’Even in Dreams’ er så perfekt sammensat en power-popsag, at det næsten gør ondt, og ’My Terrible Friend’ giver Blondie baghjul på New Yorkernes egen hjemmebane – der er bare ikke rigtigt noget, der virkelig hænger ved.

Letfordøjelig pop

Pladens produktion er storladen a la U2s (hvis de altså spillede synth-pop), og det ikke blot suger dynamikken ud af musikken, men sender også tankerne i retning af de utallige bands, der bliver samlet op af et større pladeselskab, og efterfølgende skruer op for volumen og følelserne.

Det er ikke dét, der er sket for The Pains of Being Pure at Heart, men det er svært at forestille sig, hvor kvartetten vil bevæge sig hen efter dette, der lyder som en dekadencens deroute – en hyldest til idolerne, snarere end et personligt statement.

Væk er debutens bid og sprængfarlighed. I stedet får man letfordøjelig pop, som den er hørt mange gange før. Og dét er ærgerligt, men i bund og grund ikke så overraskende.

Andre læser også