’Cabinet of Curiosities’ er et rædselskabinet af urovækkende instrumentale lydlandskaber – en stærk solodebut fra My Beloved-medlemmet Lars Kivig.

Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Lars Kivig alias Acorn Falling har gang i på sin veltitulerede solodebut ’Cabinet of Curiosities’ – men det er sort og foruroligende som hans andet band My Beloved, om end knap så regulært rockende.

Kivig har blandt andet lånt orglet i Nørrebros Brorsons-kirke til dele af albummet, og han får percussion-hjælp af blandt andre Thomas Wydler fra Nick Caves Bad Seeds i to af sangene.

Men de soundtrackagtige lydlandskaber havde stensikkert stået lige så stærkt uden kirkehjælp og celebrity-indslag.

Albummet igennem veksles der mellem elektroniske eksperimenter i ’Reaching for Stars’ – der minder om den trancemusik, som Klaus Schulze og Tangerine Dream brillerede med for 40 år siden – og levende instrumenter som klaveret i ’Metachild Awakes’, der desuden også tæller saxofonspil.

Mørkest

Andre steder får man begge dele, som i ’Lullaby for Saplings’ og albummets måske bedste nummer, den afsluttende ’Sunrise’, som lukker med episk manér; orgel, sørgelig cello og til sidst knitrende synths. Hér gavner det, at Kivig giver sig selv syv minutter at opbygge den hjemsøgende stemning i.

Desværre lyder andre af albummets sange som ufærdige skitser, og på trods af at det overordnede flow er fint, så savner man undervejs både lidt ekstra musikalske tiltag eller måske bare lidt flere nuancer i al dysterheden.

Dét sagt, så lever ’Cabinet of Curiosities’ rigtig godt op til sin titel, og ender uden tvivl som en af 2011’s mørkeste danske udgivelser. Så kan man så vælge at tage dét som enten en anbefaling eller advarsel.

Men er man til instrumental, stemningsfuld og billedmalende musik, så bør man bestemt lytte nærmere.