’You Can’t Teach an Old Dog New Tricks’ viser en mere personlig og seriøs side af ”Seasick” Steve Wold, der udvider sit udtryk på det, der er endt som hans hidtil bedste plade.
De, der overværede ”Seasick” Steve Wolds koncert på Roskilde-festivalen for tre år siden, kan utvivlsomt stadig huske mandens charmerende og bodegaberusede optræden på den tætpakkede Pavilion-scene.
Men 2009’s ærgerligt generiske ’Man from Another Time’ var efterfølgende resultatet af et gigantpladeselskabs forsøg på at markedsføre den søsyge veteran som bluesmusiker af allerkedeligste skuffe. Og at dømme Steves egne udtalelser, så var han da heller ikke selv videre tilfreds med det. Forståeligt nok.
Det er derfor en lettelse, at bonderøvens foreliggende femmer, ’You Can’t Teach an Old Dog New Tricks’, er indspillet med helt frie tøjler – man fornemmer straks, at disse sange ligger Seasick Steve meget nær, og der er meget mere end bøvet tomgangsblues at komme efter denne gang.
Besøg af en Zeppeliner
Den akustiske åbner ’Treasures’ lægger afdæmpet og seriøst fra land – i uvant afdæmpet stil synger Steve om dengang, han var så ussel en vagabond, at folk var bange ham, mens han spiller stille på guitar og banjo, inden en violinsolo (!) pludselig tager over. Man kan næsten ikke kende den søsyge.
Det kan man til gengæld i det efterfølgende titelnummer, hvor selveste eks-Led Zeppeliner John Paul Jones spiller bas, mens Steve slider løs på sin hjemmelavede tre-strengede guitar og crooner til den store guldmedalje foran den trofast tæskende trommeslager Dan Magnusson. Forrygende.
’Burnin’ Up’ er ildevarslende blues spillet i nærmest Gun Club-agtig stil, mens ’Don’t Know Why She Love Me, But She Do’ er det man kan kalde en signatursang fra Seasick Steve med kreativt kanttrommespil fra Magnusson. Det er utroligt medrivende og levende.
God at tømme bajere til
På albummets anden halvdel kniber det desværre lidt for hr. Wold med at holde gang i sagerne – der går lidt i tomgang i den – og i akustiske sange som ’Whiskey Ballad’ og ’It’s a Long Long Way’ lyder han som en uinspireret Kris Kristofferson-kopist.
Seasick Steve ikke når altså ikke helt i mål, men bluesbuldrende ’Back in the Doghouse’ (igen med John Paul Jones) og spiritussitrende ’Party’ understreger ikke blot, at han har ladet Jones gæste på de bedste numre, men også at han i sandhed kan skrive bluesrock, så bourbonen flyder.
’You Can’t Teach an Old Dog New Tricks’ er under alle omstændigheder en genial plade at tømme bajere med vennerne til (så ser man også igennem fingre med tomgangen), og det er rart at have søsyge Steve tilbage på sporet efter ’Man from Another Time’.
Skål.
