Internationale billetselskaber sælger billetter til sport- og kulturarrangementer i Danmark til overpris. Det er ulovligt i Danmark, og kunderne har ingen garanti for at få billetterne. Det er dog ikke så ofte, selskaberne sælger billetter, der ikke engang er kommet i salg via officielle billetudbydere, men det er tilfældet med The Rolling Stones' koncert i Parken i København til oktober. 'Tankevækkende' og 'grotesk', siger arrangøren bag koncerten, ICO Concerts.

De internationale selskaber kan være meget svære at nå med klager og anmeldelser, når de ligger i udlandet. De danske billetudbydere og arrangører advarer derfor imod selskaberne.

ICO Concerts, som er en af Nordens største koncertarrangører, kender særdeles godt til problemet. Det fortæller Kim Worsøe, der er administrerende direktør i ICO Concerts.

»Der er ingen tvivl om, at det her sker ofte og især på de billetter, der er hotte. Det foregår i hele Europa, men mit indtryk er ikke, at der ikke bliver gjort ret meget ved det, selvom vi har lavet politianmeldelser,« siger Kim Worsøe.

Et eksempel er, at der i øjeblikket kan købes billetter til den netop annoncerede koncert med det britiske rockband The Rolling Stones, som til oktober spiller i Parken i København. Billetterne sælges til omkring 25% overpris. Men det er ikke det eneste problem. Billetsalget starter nemlig først 17. maj.

Og den fidus er der flere, der er gået med på. BT har således - på trods af, at billetsalget endnu ikke er åbnet - set en ordrebekræftelse for to billetter til The Rolling Stones’ koncert i Parken. Og det undrer Kim Worsøe.

»Det er ulovligt at sælge til overpris, men det er tankevækkende, at de kan sælge en vare, der slet ikke er på markedet endnu. Og så er det super ærgerligt, at der er nogen, der hopper på den og køber billetterne,« siger Kim Worsøe.

Billetterne er købt hos selskabet Onlineticketsshop.com, og i ordrebekræftelsen står der, at kunden vil modtage billetterne til september. Pengene er dog trukket.

»I bund og grund, så aner de jo ikke, om de (Onlineticketsshop.com, red.) kan få en billet, når vi åbner for vores billetsalg, men billetterne er allerede solgt videre til overpris,« siger Kim Worsøe.

Onlineticketsshop.com skriver på sin hjemmeside, at skulle man mod forventning ikke kunne modtage sine billetter, vil man få 120% af købsprisen. Den sikkerhed giver Kim Worsøe dog ikke meget for.

»De kan snakke, skrive og love herfra og til juleaften, men faktum er, at de sælger billetter til overpris, og det er ulovligt,« lyder det fra Kim Worsøe.

ICO Concerts er langtfra de eneste, der oplever problemer med salg af billetter til overpris. Også Live Nation, som arrangerer flere danske koncerter - heriblandt alle koncerter i den nybyggede Royal Arena i København - oplever store problemer med internationale selskaber, der sælger billetter til overpris.

»Vi har konstant fokus på problemet, da vi gang på gang må afvise koncertgæster ved vores koncerter. De har på ulykkelig vis og i god tro købt billetter til en af vores koncerter udenom Ticketmaster, hvorefter de har fået en falsk billet i hånden,« lyder det fra Live Nation Danmark, som også advarer kunder imod at købe billetter uden om det officielle billetsalg, da det er kundens eneste garanti for at få en gyldig billet.

Tilbage i december kunne BT fortælle, hvordan billetter til den udsolgte Smukfest blev solgt til mere end det dobbelte af originalprisen. Også dengang kunne arrangøren konstatere, at det var svært at komme problemet med internationale billethajer til livs på anden vis end ved at advare kunderne.

Dengang åbnede flere politikere op for, at det skulle være muligt at blokere for de internationale sider, der sælger billetter til overpris.

»Man har i forvejen mulighed for at gøre det ved hjemmesider, der baserer sig på piratkopiering. Den mekanisme skal vi også indføre på det her område, for det er simpelthen urimeligt, at folk bliver taget ved næsen,« sagde Mogens Jensen fra Socialdemokratiet dengang.

Indtil da er Kim Worsøes råd til folk, der gerne vil til koncert med The Rolling Stones eller en anden eftertragtet koncert, er helt enkelt:

»Vi (ICO Concerts, red.) har ofte måttet afvise folk i døren, som ikke har gyldige billetter eller ikke har modtaget deres billetter, og dem kan vi jo ikke hjælpe. Jeg må derfor bare henstille til at man køber fra officielle salgssteder,« siger Kim Worsøe.

Onlineticketsshop.com er ikke vendt tilbage på BTs henvendelse.