Sommerens udsolgte billetter sælges til kæmpe overpriser. Nu politianmelder Smukfest udenlandske billetsider.

Kunne du tænke dig en billet til Smukfest i Skanderborg til 150 procents overpris, 6.130 kroner?

Selv om der er over et halvt år til musik, øl og sol på Smukfest i Skanderborg og Musik i Lejet i Tisvilde, meldte begge festivaler udsolgt, kort efter salget begyndte den 1. december. Nu er billetterne til salg i Den Blå Avis, på Facebook og udenlandske billetsider til overpris, hvilket er ulovligt i Danmark.

Det står så slemt til, at Smukfest for første gang i sine 36 år pudser sin advokat på de udenlandske billetbørser Viagogo.dk og Stubhub.dk.

På Stubhub.dk, en billetside med adresse i den spanske by Bilbao, er Smukfests partoutbillet til salg for 6.130 kr., en overpris på 3.735 kr.

»Vores advokat har sendt et brev med en klage til dem, og at vi politianmelder dem,« siger Per Langpap, kasserer i Smukfest. Anmeldelsen er nu sendt til Sydøstjyllands Politi.

Festivalens 26.000 billetter blev udsolgt på under fem timer. Nu har 14.000 personer indtil videre skrevet sig på en venteliste i Smukfests system, hvor kunder på lovlig vis kan sælge deres overskydende billet.

»Der er vanvittig mange, der søger en billet, så der er selvsagt et stort marked for billethajer,« siger Per Langpap.

Antallet sættes ned

Selv om det i Danmark er ulovligt at sælge billetter til overpris, kan Stubhub og Viagogo gøre det, fordi deres hjemmesider opererer fra andre europæiske lande.

For fire år siden politianmeldte Billetlugen Viagogo, da DR afslørede, at billetsidens ansatte opkøbte billetter for at sælge dem dyrere.

Indtil i år kunne man købe 10 billetter til Smukfest ad gangen.

»Men det antal sætter vi ned næste år for at gøre det sværere for billethajerne,« fortæller Per Langpap.

På Stubhub.dk og Viagogo.dk kan man desuden allerede købe endagsbilletter, selv om Smukfest ikke engang selv har sat dem til salg endnu. Det sker først til februar, når musikerne præsenteres.

»Det virker helt vanvittigt og til en pris, som er helt i hegnet. Vi har ikke engang selv sat prisen endnu, men det bliver ikke i nærheden af deres,« siger Per Langpap.

Stubhub.dk understreger over for BT, at de blot leverer en platform til salg af billetter. Men Stubhub.dk vil ikke svare på spørgsmål om, hvorfor de tillader folk at sælge billetter til overpris.

Ud over de udenlandske sider er der billethajer på både Facebook og, Den Blå Avis (DBA). Også her er billethajerne ekstraordinært tidligt ude, og Per Langpap har i løbet af et par dage ringet til fem indehavere af annoncer med overpriser på DBA.

»Jeg fortæller dem, at det tager mig fem sekunder at slette deres billetter. Så tilbagefører jeg pengene for billetterne til dem og politianmelder dem,« siger Per Langpap.

Festivalen Musik i Lejet holder også øje med Den Blå Avis (DBA). Når de ser annoncer med billetter til overpris, anmelder de det til DBA, fortæller Morten Drachmann, ansvarlig for handel og salg.

Når DBA får sådan en anmeldelse, bliver annoncen med det samme lukket ned, siger Sofie Lund, chef for kommunikation hos DBA. Desuden advarer hjemmesiden mod billethajer, hver gang man søger på Smukfest.

Musik i Lejet 2016 blev først udsolgt i april efter fem måneders billetsalg, men i år var partoutbilletterne til 2017 revet væk i løbet af 72 timer.

For 25-årige Ida Clara Ploug Kirkeskov kom nyheden om ’alt udsolgt’ som en mavepuster. Hun skrev på festivalens facebookside, at hun søgte billetter.

Kort efter fik hun en besked fra en mand, der solgte to billetter for 1.800 kr. – en overpris på 30 procent.

»Og jeg fandt ud af, at nogle folk sælger dem til dobbelt pris. Det er så ærgerligt, at billethajerne nu også rammer de små festivaler. Man vil virkelig gerne af sted, men ingen har jo lyst til at købe til overpris,« siger Ida Clara Ploug Kirkeskov.

Stifteren af Musik i Lejet Kristian Thomas Grauengaard frygter, at den massive efterspørgsel kan bevirke, at problemet med billethajer bliver større.

Mangler det fulde overblik

»Det er et kæmpe problem, at folk spekulerer i det her – og det er vanvittig ulovligt,« siger Kristian Thomas Grauengaard, der fortæller, at festivalledelsen overvejer, hvordan det skal håndteres fremadrettet.

Ingen har det fulde overblik over det ulovlige salg, siden det enten foregår mellem private over telefon, på Facebook eller via de udenlandske sider.

»Vi kan jo godt se, hvad der foregår på vores egne sociale medier, og forsøger her at understrege, at billetsalg til overpris ikke er lovligt. Men der er helt sikkert også et sort marked, som vi ikke kender til,« siger Morten Drachmann fra Musik i Lejet.

Viagogo.dk har ikke besvaret BTs henvendelse.