Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Texas-bandet Okkervil River skifter den roots-rockede stil ud med en storladen, barok lyd båret af strygere. Resultatet er en genistreg af en plade; en af bandets og årets bedste.

Det lå i kortene, at Okkervil River måtte gå nye veje på deres sjette album. Gruppens knap tre år gamle plade, ’The Stand Ins’ var en ikke helt overbevisende anden del af 2007’s mesterstykke ’The Stage Names’, som desuden fulgte en anden genialitet, ’Black Sheep Boy’ (2005).

Texanerne har i mellemtiden spillet med på Roky Ericksons solocomeback, og på foreliggende, kryptisk betitlede, ’I Am Very Far’, får man igen Okkervil fra en helt ny vinkel. Dette er nemlig en ambitiøs, 51 minutter lang symfoni, hvor guitarerne er skubbet i baggrunden, til fordel for strygere og blæsere.

Desuden er der skiftet ud i opsætningen og ind er kommet guitarist Lauren Gurgiolo, som er mere tilbageholdende, samt Cully Symington (Twilight Singers, Gutter Twins, m.fl.), hvis tighte trommespil strammer mærkbart op på kvintettens udtryk.

Had-eller-elsk-vokal

Og så er det ellers med at komme sig over, det chok, som den pompøse åbner ’The Valley’ fører med sig. Men de efterfølgende sange overrasker ikke mindre; først den æggende disco-sag ’Piratess’, og så ’Rider’, der er et godt forsøg på at arbejde videre på Bruce Springsteens stil.

Den primære årsag til, at man overhovedet stadig kan kende gruppen efter dette skift, er frontmand Will Sheffs had-eller-elsk-vokal og hans poetisk fortællende tekster, der ikke bekymrer sig det fjerneste om rimende versefødder. Som altid er de ekstremt gennemarbejdede og perfekt sammenhængende.

Men man ved altså kort sagt ikke, hvor man har Okkervil River på denne plade, og selvom gruppens udtryk altid har været grandiost og overvældende, så får det hér et hak op via strygerarrangementerne, der gennemsyrer samtlige sange.

Spøgelsesstemning og vækningskald

Violinerne sitrer især i den dramatiske ’White Shadow Waltz’, der munder ud i et inferno og frenetisk smadrende trommespil, og så er det pludselig som om albummet midtvejs går i stå i en spøgelsesstemning med den vuggende ’Hanging from a Hit’ og ’Show Yourself’.

Sidstnævnte slutter dog med en post-rocket eksplosion, der står i stærk kontrast til ’Your Past Life as a Blast’, hvis eksotiske twist er helt ude af kontekst, men egentlig bare føjer endnu et eventyrligt strejf til dette mangesidede værk, hvor man kan fremhæve snart sagt hver eneste af de 11 skæringer.

Mod slut ligger ’Wake and Be Fine’, der handler om at være fanget i et mareridt – denne stampende, marcherende sang lyder som et faretruende vækningskald til lytteren, om at den virkelige (og behagelige?) verden venter, når man vågner trygt. Det skal høres.

Afdæmpet kaos

’I Am Very Far’ er i det hele taget højdepunkt på højdepunkt, og tæller blot én eller to svagere sange, men den endelige kulmination, albumlukkeren ’The Rise’, er til gengæld en af Okkervil Rivers allerbedste sange. Nogensinde.

Minimalistisk repeterende klaver åbner ildevarslende, mens Will Sheff synger kanon med sig selv. Sangen arbejder sig frem – strygere og blæsere træder ind, hæver stemningen til det barokke og klassiske, inden det hele munder ud i nærmest filmisk klimaks. Det mest afdæmpede, men atmosfæriske kaos, man kan forestille sig.

Og sådan sætter man punktum med stil.

’I Am Very Far’ er ikke et værk for alle. Det er storladent og pompøst, men i stedet for at blævre rundt i netop dette, så lader Sheff og co. de musikalske nuancer tale, og sangteksterne er som sagt også en verden for sig.

En stærkt anbefalet barok genistreg.

Andre læser også