Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Zach Condon og hans projekt Beirut lægger sin spraglede og vilde stil på hylden på sit tredje album, der er en kort, ligetil og desværre også forudsigelig affære.

Amerikanske Zach Condon var kun lige fyldt 20, da han for fire-fem år siden brød igennem på verdensplan – med Balkan-inspirerede toner… Condons projekt ”Beirut” diskede nemlig op med europæisk folkemusik på 2006’s ’Gulag Orkester’ og året efter på ’The Flying Club Cup’.

Ikke lige det man forventer sig fra en amerikansk purk, men de musikalske hyldester til det slaviske folk og desuden også Frankrig blev taget varmt imod både hjemme i USA og i Europa.

Desværre gik Condon senere psykisk ned på den hurtige succes og den store opmærksomhed, hvilket man kunne overvære til hans sørgelige 2008-koncert i Store Vega, hvor han havde mistet stemmen og var så desillusioneret, at han i stedet for at aflyse spillede tre kvarters koncert med tilfældige publikummer som gæstesangere.

Efterfølgende har der – fraset 2009’s nyindspillede fine lille hyldest til Mexico i form af EP’en ’March of the Zapotec’ – været stille omkring Condon, der sikkert har forsøgt at få styr på sit liv. Og det lader han til endelig at have fået. I hvert fald er foreliggende ’The Rip Tide’ klart hans mest modne plade.

Halvsvage pophymner

Men er det godt at lyde moden og afbalanceret, så man spiller Balkan-inspireret musik. Nej, egentlig ikke, og de blot ni sange tager ikke mere end 33 minutter at lytte sig igennem. Det er en kortfattet og kontant Beirut-plade. Lidt kedelig er den faktisk også.

Condon skyder ellers med skarpt fra åbneren ’A Candle’s Fire’ – en af hans bedste melodiske genistreger, men på resten af pladen virker det mest som om, han prøver at køre de halvsvage pophymner hjem ved at tilsætte lidt forudsigelige blæsere og trækharmonika.

Især klaverballaden ’Goshen’ lyder mere som noget, Stevie Wonder kunne have skrevet for 30 år siden, mens titelnummeret kunne have været en Coldplay-sang, hvis man trak strygerne og blæserne fra. Og med ’Santa Fe’ og ’Port of Call’ gentager Condon bare sig selv på uinspireret vis.

Lidt fremdrift i foretagendet

Det, der redder pladen fra at falde igennem er blandt andet Condons emotionelle, lidt Rufus Wainwright-agtige stemme og så et par skæringer, hvor man endelig fornemmer lidt fremdrift i foretagendet.

Den vuggende ’Payne’s Bay’ arbejder sig sikkert frem mod et højtflyvende klimaks af den slags, man savner i forhold til de tidligere udspil, mens ’The Peacock’ viser Condon fra en ny side – hér sidder han nemlig bag et trædeorgel og synger pladens mest simple, men stemningsfulde nummer.

Når alt kommer til alt, er ’The Rip Tide’ imidlertid klart det mest konservative og kedelige udspil fra det unge stortalent, og det er bestemt kedeligt, hvis den nu 25-årige Zach allerede er løbet tør for kreative idéer.

Om dét er tilfældet, vil først den næste plade vise.

Andre læser også