Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Det går drastisk ned ad bakke for neo-hippierne i Vetiver. ’The Errant Charm’ er endnu svagere end gruppens forrige, middelmådige album – frontmand Andy Cabic er løbet helt tør for idéer.

Det er meget sigende, at et af amerikanske Vetivers bedste udspil, ’Thing of the Past’ (2008), er et coveralbum. Pladen står også som et skillepunkt i gruppens karriere, for efterfølgende blev alle ambitioner lagt på hylden i forbindelse med 2009's skidte ’Tight Knit’.

Og desværre er foreliggende ’The Errant Charm’ endnu værre. Frontmand, Andy Cabic, forsøger stadig at skrive sommerpop a la de klassiske 60’ere, og det har han stadig ikke talentet til. Nej, faktisk husker man ikke én eneste af pladens sange, når de små tre kvarter er gennemlyttet.

Ikke så heldigt, når man som Vetiver bevæger sig inden for poppens begrænsede rammer. Der var ellers engang… Dengang, da gruppen udsendte et eksperimenterende debutalbum med gæsteoptrædener fra prominente navne som Devendra Banhart og Mazzy Stars Hope Sandoval. Men ikke længere.

Forsvindende lidt at fremhæve

’The Errant Charm’ er nemlig drønkedelig. Ifølge pressemeddelelsen er det ”en god plade at gå til”, men man skal vist bevæge sig i tomgang, før den er velegnet til noget som helst, for hverken Cabics bløde stemmepragt eller resten af det ellers velspillende band kan redde det svage materiale.

Det skyldes primært, at sangene ikke er stærke nok som popnumre og ikke er spændende nok til at stå mål med kollegaer som Fleet Foxes og deres aktuelle psykedeliske eksperimenter – her er kort sagt forsvindende lidt at fremhæve. Fraset et par enkelte undtagelser, trods alt.

Mest åbenlyst ’Faint Praise’, hvori Vetiver ret præcist rammer den drømmepoppede stil, der så åbenlyst sigtes efter, og på samme måde drives afsluttende ’Soft Glass’ også frem af et hypnotisk repeterende guitarriff, der står i dejlig stærk kontrast til resten af albummets tomme pop.

Ligegyldig karriereforlænger

Ellers får man en underligt sammenkastet portion folk-pop, der det ene øjeblik lyder som The Byrds (’Hard to Break’), eller en parring af førnævnte Fleet Foxes og Devendra Banhart (’Worse for Fear’), men mest af alt er Vetiver andenrangs disciple af Crosby, Stills & Nash.

I ’Wonder Why’ kan kvintetten ikke finde ud af, om det er Neil Young eller Bruce Springsteen, der skal kopieres, og på samme måde lander ’Ride, Ride, Ride’ et sted mellem Rolling Stones og Velvet Underground, men den er for vattet til at nærme sig nogen af delene.

Sådan kunne man blive ved. Men det er der ingen grund til, når man kan nøjes med at understrege, at ’The Errant Charm’ er endnu en ligegyldig karriereforlænger fra det ellers så sympatiske San Francisco-orkester.

Og øv for det.

Andre læser også