De har kun spillet ganske to koncerter før i dag. Men hvad gør det, når den tredje indbringer 100.000 kroner, som de kan gøre sig kendte for.

Men skulle tro, at Oh Stacy er ellevilde af begejstring. Det er de måske også, men da bt.dk møder dem få minutter efter, de på Danmarks Smukkeste Festival har fået overrakt prisen som vindere af årets Starfighterkonkurrence for unge musiktalenter og den medfølgende check på 100.000 kr., er de alligevel ret beskedne.

- Jeg tror bare ikke rigtig, vi har forstået det endnu, lyder forklaringen fra bassist Jack Kilburn, mens han og resten af bandet render rundt med kæmpechecks og magnumflasker champagne.

Rock 'n roll-livet lader ikke til at være groet på de unge drenge endnu. Men de kan ligeså godt vænne sig til det, mener Henrik Poulsen, P3-værten, der som dommer i konkurrencen har en del af ansvaret for at det blot et år gamle band nu kan kalde sig årets talent.

- Jeg tror de kan nå vanvittig langt. Nu er de lagt pænt på straffesparkspletten, og der kommer en trænet fod og giver dem et ordentligt los, så må de selv flyve det sidste stykke, siger radioværten.

Om de gør det, vil fremtiden vise. Først har det unge band et par flasker champagne, de skal have drukket.