Ved du noget om sagen, og har du foto eller video? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

To personer er indlagt og i kritisk tilstand efter et trafikuheld lørdag aften.

Det oplyser vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi til BT.

Uheldet er sket på Durupvej ved Roslev kort efter klokken 21, da en personbil med tre passagerer kørte op i en parkeret bil med en passager.

»Meldingen går på, at to personbiler har ramt hinanden, og at der er flere tilskadekomne. Da vi kommer frem, viser det sig, at der i vejsiden har holdt parkeret en personbil, og i den sad en fører, og bag bilen stod to personer,« forklarer vagtchef Allan Riis fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Personbilen med tre passagerer overser den parkerede bil, og da den kører op i bilen giver det et ryk, som gør, at de to personer bag den parkerede bil bliver ramt.

»De to, der står bag bilen bliver ramt og er de to tilskadekomne. Den ene har et hovedtraume, og den anden har kvæstelser. De er begge kørt til Viborg Sygehus,« oplyser Allan Riis.

De to er lige nu i kritisk tilstand.

Passageren i den parkerede bil samt de tre personer i personbilen, der ramte, er ikke kommet noget alvorligt til.

»Vi har ikke meldinger om, at de er blevet behandlet, kun at de er blevet tilset,« lyder det fra vagtchefen.

Afhøringer skal nu fastslå, hvad der var årsagen til uheldet. Politiet kan dog oplyse, at man ikke har mistanke om, at der har været alkohol involveret.

»Den umiddelbare vurdering, som vores personale har lavet, er, at den forankørende har overset den parkerede bil, men afhøringer vil afklare hændelsesforløbet,« siger vagtchef Allan Riis.